×

Nordisk land

Opdateret 7. november 2017

Hvis du har en autorisation i et af de nordiske lande og er nordisk statsborger, skal du udfylde nedenstående ansøgningsskema for at opnå dansk autorisation, tilladelse til selvstændigt virke som læge og eventuelt speciallægeanerkendelse. Gebyret for tilladelse til selvstændig virke er på DKK 1.206 og på DKK 4.165 for hver speciallægeanerkendelse.

Hvis du allerede har opnået dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke, men ønsker at søge om dansk speciallægeanerkendelse, kan du finde information om dette og link til ansøgningsskemaet på siden: Speciallægeanerkendelse Norden/EU.

Ansøgning

Du skal sende ansøgningsskemaet elektronisk og dernæst udskrive skemaet. Vi anbefaler derfor, at du først udfylder og indsender ansøgningsskemaet, når du har adgang til en printer.

  • Udfyld ansøgningsskemaet.    
  • Send skemaet elektronisk.
  • Print skemaet og underskriv det.
  • Klik på "Godkend" og betal gebyret.
  • Send ansøgningsskemaet og den nødvendige dokumentation med post til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Du må også gerne aflevere din ansøgning og dokumentation personligt i Styrelsen for Patientsikkerheds reception. Adresse og åbningstider finder du på siden Kontakt. Husk at vedlægge ansøgningsskemaet med navn og adresse sammen med din dokumentation.

Nødvendig dokumentation

  1. Dokumentation for navn, fødselsdato, statsborgerskab (f.eks. relevante sider fra pas).
  2. Eventuelt navneforandringsattest/vielsesattest.
  3. Curriculum Vitae, hvor din uddannelse og erhvervserfaring fremgår i kronologisk orden.
  4. Eksamensbevis/bevis for afsluttet uddannelse.
  5. Erklæring fra de kompetente sundhedsmyndigheder i det land, hvor du senest har arbejdet (Certificate of Current Professional Status/certificate of good standing). Det skal bl.a. fremgå, at du har ret til at fungere indenfor din profession, det vil sige, at du ikke har fået frataget din autorisation. Hvis du er uddannet speciallæge, skal det fremgå af erklæringen, at du har ret til at fungere indenfor dit speciale. Hvis erklæringen ikke er udfærdiget på engelsk, bliver denne – efter en konkret vurdering – sendt til dig, så du kan få den oversat af en translatør. Erklæringen skal sendes direkte til Styrelsen for Patientsikkerhed fra den respektive sundhedsmyndighed. Erklæringen må ikke være mere end 3 måneder gammel, når al dokumentation er modtaget i Styrelsen for Patientsikkerhed.
    Der skal ikke sendes en erklæring om "good standing" fra Sverige og Norge, da Styrelsen for Patientsikkerhed selv indhender denne. 
  6. Eventuelt nordisk speciallægeanerkendelse.
  7. Fuldmagt, hvis en anden person, herunder vikarbureauer med flere, varetager din ansøgning.

Bekræftede tro kopier

Ønsker du ikke at sende originale dokumenter, men i stedet kopier, skal kopierne være bekræftet af enten en ambassade/konsulat, notarius publicus, politi eller den myndighed, der har udstedt dokumentet, der med stempel og underskrift på hver kopi bekræfter, at kopien er en tro kopi af det originale dokument. Myndigheden/underskriver skal tydeligt kunne identificeres. Privatpersoner, ansatte i vikarbureauer og lignende kan ikke bekræfte kopier.

Originale dokumenter

Hvis du sender originale dokumenter, skal der også vedlægges en kopi af hvert enkelt dokument. Kopisættet skal være identisk med de originale dokumenter og skal være i sort og hvid. De må kun bestå af A4-formater og skal være uden clips, charteks, mapper med videre. Styrelsen for Patientsikkerhed kan forlange at se originale dokumenter. Original dokumentation vil blive sendt retur med anbefalet post.

Oversættelse til dansk eller engelsk

Gælder kun ansøgninger fra Finland og Island.

Hvis din dokumentation ikke er blevet udstedt på engelsk, kan du vælge at vedlægge en oversættelse til dansk eller engelsk af den vedlagte dokumentation. Du kan også vente med at sende en oversættelse, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed har behandlet din ansøgning og konkret vurderet, hvilke dokumenter, der skal oversættes. Du skal dog forvente en længere sagsbehandlingstid, hvis du vælger at vente med at sende en oversættelse.

Oversættelsen skal sendes i original form og være foretaget af en af følgende:

  • Den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumentet.
  • En translatør. Translatørens navn og stempel skal fremgå tydeligt af oversættelsen. Hvis stemplet ikke er på dansk eller engelsk, skal dette også oversættes af en translatør. Translatøren skal med bånd, segl eller lignende hæfte det oversatte dokument sammen med dokumentet på originalsproget.

Sagsbehandling

Du får en kvitteringsmail, når Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget din ansøgning og dokumentation (husk eventuelt at tjekke din "uønskede mails" mappe, da vores e-mails sommetider lander der). Herefter skal du forvente en sagsbehandlingstid på op til 1 måned, før Styrelsen for Patientsikkerhed har mulighed for at vurdere, om din ansøgning er komplet, eller om du skal sende yderligere dokumentation. Du vil ikke få en kvitteringsmail ved efterfølgende modtagelse af yderligere dokumentation.

Når Styrelsen for Patientsikkerhed har færdigbehandlet din ansøgning, vil du modtage to eller tre e-mails, hvor din autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge samt eventuelt speciallægeanerkendelse er vedhæftet.

Det offentlige autorisationsregister

Når du har modtaget din autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge samt eventuelt speciallægeanerkendelse, vil de fremgå af Styrelsen for Patientsikkerheds offentlige autorisationsregister. Her kan du, din arbejdsgiver og andre interesserede se din autorisationsstatus.

Udgåede specialer

Der udstedes ikke længere dansk speciallægeanerkendelse i specialerne Intern medicin, Medicinsk allergologi, Kirurgisk gastroenterologi og Klinisk neurofysiologi, da specialerne er udgået.