×

Krav til foreninger der ønsker godkendelse til at registrere alternative behandlere

Opdateret 13. august 2018

Bekendtgørelsens kapitel 2

En forening skal for at blive godkendt 

  • have som væsentligste formål at repræsentere alternative behandlere i faglige spørgsmål 
  • have mindst 30 registreringsberettigede alternative behandlere som medlemmer. Hvis en forening repræsenterer alternative behandlere inden for flere forskellige fagområder (for eksempel akupunktur, zoneterapi mv.) er udgangspunktet minimum 20 registreringsberettigede medlemmer inden for hvert fagområde 
  • have et regelsæt for god klinisk praksis der opfylder kravene i bekendtgørelsens § 5 
  • have eksisteret i minimum 2 år 
  • være opbygget i anerkendt foreningsform 
  • have vedtægter der opfylder bekendtgørelsens § 8 
  • have et klageorgan der opfylder bekendtgørelsens § 9 
  • stille basale uddannelseskrav til de af deres medlemmer, som foreningen registrerer, der opfylder lovens § 10

Proceduren for godkendelse af foreninger

Foreningen indsender en ansøgning om godkendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. Se nedenfor hvad denne ansøgning skal indeholde.

Når det nødvendige materiale og gebyr for vejledning og vurdering er modtaget, vurderes ansøgningen af Styrelsen for Patientsikkerhed, idet styrelsen bandt andet rådfører sig med en gruppe alternative behandlere, der har særligt kendskab til registreringsordningen og de krav, der stilles til foreningerne. Gruppen er udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvis foreningen godkendes, sættes foreningens navn på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, når godkendelsesgebyret er betalt.

For at opretholde godkendelsen skal foreningen herefter årligt indsende kopi af referater af generalforsamlinger samt betale et årligt gebyr. Endvidere skal foreningen løbende tilsende Styrelsen for Patientsikkerhed kopi af eventuelle vedtægtsændringer eller ændringer i andet materiale, der ligger til grund for godkendelsen.
 

Bekendtgørelsens kapitel 4

En alternativ behandler, der ønsker registrering og dermed ret til at benytte titlen registreret alternativ behandler (RAB), skal

  • være medlem af en forening, der er godkendt efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 2 til at registrere alternative behandlere inden for det pågældende fagområde (behandlingsform) og
  • opfylde foreningens uddannelseskrav

Styrelsen for Patientsikkerheds minimumskrav til uddannelse

En sundhedsmæssig uddannelse med både teori og praksis på sammenlagt minimum 660 undervisningstimer eller lektioner (min. 45 minutters varighed) bestående af:

  • min. 250 timer eller lektioner i det primære fagområde (behandlingsform)
  • basal sundhedslovgivning (herunder autorisationslovenes bestemmelser om forbeholdt virksomhed og lægelovens øvrige kvaksalveribestemmelser)
  • klinikvejledning og -behandling
  • psykologi
  • præsentation af andre alternative fagområder (behandlingsformer)