Individuel hjælp til borgere

Del sidens indhold med andre

Særlig social indsats

Sårbare og udsatte borgere kan have svært ved at orientere sig i udmeldinger fra myndigheder, følge anbefalinger om at blive testet og se testsvar på sundhed.dk. Der kan derfor være behov for en særlig indsats over for borgere, der har brug for hjælp til at forstå relevant information eller til at blive testet. Vær opmærksom på, at nogle borgere kan have svært ved at afkode skriftlige testsvar. Der kan være brug for hjælp til at læse svaret og forstå, hvad testen egentlig har vist. Ordet positiv er fx af nogle borgere blevet tolket som en besked om, at de ikke var smittet.

I nogle kommuner har man ved lokale udbrud opsøgt borgere, som har særlige behov for støtte, og fx indhentet samtykke til at se deres testsvar, når de er blevet testet. På den måde kan man med det samme træde til med hjælp og støtte til selvisolation, hvis borgeren får konstateret coronasmitte.  

Hjælp til indkøb, tøjvask m.m. ved selvisolation i hjemmet

Det er afgørende, at borgere, som er testet positiv for ny coronavirus, går i selvisolation og ikke bevæger sig uden for boligen eller matriklen før, at der er gået 48 timer siden de sidste symptomer, eller 7 dage efter at testen blev taget, hvis borgeren ikke har symptomer. For nogle indebærer selvisolationen en række praktiske problemer med fx at købe ind, lufte hund og få vasket tøj. Det er langt fra alle, der har et netværk, som kan træde til. Derfor kan det gøre en stor forskel i forhold til begrænsning af smittespredning, at borgere kan få tilbudt hjælp til de daglige gøremål, så de ikke føler sig tvunget til at bryde selvisolationen. Overvej, hvilke muligheder der er i kommunen, og om I kan formidle kontakt til lokale initiativer, hvor borgerne kan søge støtte. I kan fx henvise til  Røde Kors' Corona Hjælpenetværk

Se Sundhedsstyrelsens retningslinjer og informationsmateriale om selvisolation