Ældre- og plejesektoren

Del sidens indhold med andre

Mange beboere på plejecentre og bosteder er i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. Derfor er det afgørende, at man begrænser smittespredning på disse typer af institutioner så meget som muligt.

Hvis der er konstateret smitte på en af kommunens institutioner, fx et plejecenter eller et bosted, vil Styrelsen for Patientsikkerhed orientere og rådgive kommunen om, hvordan man kan håndtere situationen. I vil kun få at vide, hvem der konkret er smittet, hvis vedkommende har givet sit samtykke til det, men I vil under alle omstændigheder få besked om, at der er tilfælde af smitte. Ved tilfælde af smitte hos beboere eller medarbejdere på fx et plejecenter, skal ledelsen inddrage den kommunale hygiejneorganisation.

Se Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggelse af smitte med COVID-19 på bl.a. plejecentre

Beboere på plejecentre, bosteder m.m. har ret til at forlade deres bolig, plejecenter eller bosted for fx at gå på indkøb, gå ture eller besøge familie. Hvis beboeren har brug for hjælp til at komme ud, skal hjælpen tilbydes som normalt. Rådgiv beboere og pårørende om, hvordan de begrænser risikoen for at blive smittet. Anbefal fx, at beboeren kun ses med en lille kreds af personer og i øvrigt følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og krav om afstand, god håndhygiejne, anvendelse af mundbind/ansigtsvisir osv. 

Når beboeren kommer tilbage, kan personalet spørge, om beboeren har været i kontakt med nogen, der har symptomer på COVID-19. Hvis det ikke er tilfældet, og beboeren har fulgt de sundhedsfaglige anbefalinger, kan kommunen ikke kræve, at beboerne bliver testet,  går i isolation, karantæne eller afskærmes.
Hvis I er i tvivl om, hvordan I skal forholde jer for at forebygge og begrænse smitte, kan I kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Besøg på plejecentre, bosteder m.m.

Ledelsen på det enkelte plejecenter eller bosted skal sikre, at besøg fra pårørende, både indendørs og udendørs, sker under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne, og at besøgene foregår forsvarligt. Anbefalingerne omfatter bl.a. ledelsens ansvar og planlægning af besøg, herunder at besøgende skal være uden symptomer på luftvejssygdom som hoste, forkølelse eller andre symptomer, der kan give mistanke om COVID-19, i 48 timer før besøget.

Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger for besøg på plejecentre m.v.

I kan opfordre til, at pårørende kommer på besøg inden for bestemte tidsrum, og at besøg så vidt muligt foregår udendørs. I kan også gå i dialog med pårørende, fx om muligheden for at lade sig teste forud for besøg eller på andre måder begrænse risikoen for overførsel af smitte mest muligt.

Se Styrelsen for Patientsikkerheds inspirationskatalog til besøg udendørs på plejecentre

Egentlige restriktioner, fx i form af besøgsforbud på et plejecenter, kan kommunen ikke selv indføre. Det kan kun Styrelsen for Patientsikkerhed ved påbud til kommunen. Styrelsen kan give kommunen påbud om at indføre besøgsrestriktioner i tilfælde af lokale smitteudbrud, fx på den konkrete institution, eller på baggrund af antallet af smittede personer i den pågældende kommune. Styrelsen kan på den baggrund påbyde kommunalbestyrelser eller regionsråd midlertidigt at udstede forbud mod besøg eller fastlægge restriktioner, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme smitten. Besøgsrestriktioner på fx bosteder vil skulle indføres af Social- og Indenrigsministeriet. En kommune vil i tilfælde af lokale smitteudbrud modtage rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Se Social- og Indenrigsministeriets tiltag og udmeldinger om COVID-19 på socialområdet

Test af medarbejdere i plejesektoren

Ved lokale udbrud er det afgørende at beskytte personer i øget risiko mod smitte. Derfor skal man få testet alle medarbejdere på stedet, så smitten ikke spredes blandt ældre og svækkede borgere, som bor på plejecenter eller modtager pleje i hjemmet.

Kommunernes Landsforening og Sundheds- og Ældreministeriet har indgået en aftale om jævnlige test af plejepersonale gradueret efter udbredelsen af smitte i kommunen.

Se aftalen om test af personale på plejehjem og i hjemmeplejen

Nedlukning af aktivitetstilbud og væresteder

Overvej, om det er nødvendigt at lukke kommunale aktivitetstilbud for ældre, væresteder og andre tilbud til borgere i en periode, så man ikke risikerer smittespredning mellem brugerne og mellem brugere og personale. En nedlukning kan have sociale og helbredsmæssige konsekvenser for borgere, som benytter sig af aktivitetstilbud og væresteder. Foretag derfor en afvejning af behovet for at begrænse smittespredning og de konsekvenser, en nedlukning kan have for de enkelte brugere. Hvis borgere er visiteret til ydelser på fx et aktivitetscenter, skal der tages højde for, at borgerne stadig skal tilbydes de nødvendige ydelser.