Inspiration til kommuner om håndtering af COVID-19
Det er en god idé at være forberedt, inden et udbrud af COVID-19 er en realitet i en kommune. Kommunerne kan sætte en række tiltag i værk for at stoppe smittespredning, både før og efter, at der er tale om et regulært udbrud. Det afhænger helt af den konkrete situation, hvilke initiativer der kan være nødvendige. På disse sider er der samlet en række forslag baseret på konkrete erfaringer fra kommuner, der har håndteret smitteudbrud med COVID-19 i løbet af 2020 i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Kommunerne kan selv holde sig orienteret om udviklingen i smittetallet på Statens Serum Instituts dashboard over incidens de seneste 7 dage, dvs. nye sygdomstilfælde pr. 100.000 borgere, på kommuneniveau.
Håndtering af udbrud i kommuner
Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut følger udviklingen af smittespredning med ny coronavirus i landets kommuner tæt. Hvis smittetallet i en kommune når over et vist niveau, vil Styrelsen for Patientsikkerhed kontakte kommunen og orientere og rådgive om, hvordan man kan håndtere situationen. Kommunerne kan også selv søge rådgivning om begrænsning af smittespredning ved at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hvis antallet af smittede i en kommune stiger yderligere, vil Styrelsen for Patientsikkerhed kontakte kommunen for at rådgive mere konkret om håndteringen af det lokale udbrud.