×

Behandling af fnat

6. marts 2019

Det sidste år har der været mange tilfælde med fnat, og mange har haft problemer med at komme af med infektionen på trods af flere behandlinger.

Mange oplever, at fnat er svært at komme til livs. Det kan ofte være nødvendigt, at alle, som den smittede har været i tæt kontakt med, også behandles. Samtidig skal der ske en grundig rengøring af hjemmet.

Det er normalt, at kløen kan fortsætte i op til 6 uger. Hvis udslettet og kløen ikke bliver bedre en uge efter behandling med permethrin 5 % creme (Nix®) – og cremen er anvendt, som den skal – bør der overvejes anden behandling.

Der findes ikke andre markedsførte lægemidler end permethrin på Færøerne, men apoteket kan fremstille svovlvaseline, som kan anvendes. Der findes også præparater som Benzylbenzoate creme, Disulfiram (Tenutex®) og Ivermectin 3 mg tabletter (Stromectol® og Scabioral®), som læger kan ansøge landslægen om at få en udleveringstilladelse til.

Hent ansøgningsformularen om udleveringstilladelse til ikke indregistreret medicin. Ansøgningen skal sendes til foe@stps.dk.

Svovlvaseline er et magistrelt præparat, som kan ordineres enten via telefon eller fax til apoteket eller ved at give patienten en håndskrevet recept på præparatet. Styrken på svovlvaseline kan variere – alt efter hvor det bliver fremstillet. På Færøerne fremstiller man svovlvaseline 6 %, mens der i Danmark fremstilles svovlvaseline på 5 % og 10 %.

Hvis du behandler med svovlvaseline, kan du læse mere i behandlingsvejledningen på Region Sjællands hjemmeside.

Læs mere om behandling og forebyggelse af fnat på Sundhedsstyrelsens hjemmeside