Udviklingen af ny Dansk Patientsikkerhedsdatabase går ind i afgørende fase

Del sidens indhold med andre

16. september 2022

Udviklingen af en ny Dansk Patientsikkerhedsdatabase er gået ind i en ny fase, efter at der er fundet en leverandør af it-platformen.

Den 18. august 2022 afholdt Styrelsen for Patientsikkerhed kick-off-møde med Netcompany, som har vundet et udbud om levering af en ny og forbedret Dansk Patientsikkerhedsdatabase til rapportering og læring af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. Kick-off-mødet var samtidig startskuddet til en afklaringsfase, hvor styrelsen og Netcompany afklarer og verificerer, om den løsning, Netcompany foreslår, i detaljer matcher kravene i udbuddet. Det sker bl.a. ved afholdelsen af en række workshops, hvor også slutbrugere er inviteret med til at byde ind.

"Vores leverandør har præsenteret os for mange, nye og interessante muligheder som svar på de krav, vi har stillet i udbuddet. I afklaringsfasen skal vi sammen med leverandøren sikre, at den nye Dansk Patientsikkerhedsdatabase understøtter brugernes arbejde med patientsikkerhed bedst muligt, samtidig med, at vi får indfriet projektets overordnede målsætning om øget datakvalitet og dermed bedre datagrundlag for læring, både lokalt og nationalt," siger Torsten Larsen, sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Afklaringsfasen løber frem til slutningen af september 2022. Herefter skal løsningen udvikles og undervejs testes. I løbet af efteråret 2022 vil Styrelsen for Patientsikkerhed holde en række dialogmøder med regioner og kommuner for at drøfte den nye platform. Her vil styrelsen også indhente kliniske og ledelsesmæssige perspektiver på lærings- og forbedringsarbejdet på baggrund af utilsigtede hændelser til brug for udviklingen. I begyndelsen af 2023 får styrelsen og repræsentative slutbrugere mulighed for at teste løsningen. Den nye Dansk Patientsikkerhedsdatabase forventes at gå i luften i løbet af 2023.