Ny Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) på vej

Del sidens indhold med andre

15. september 2021

Styrelsen for Patientsikkerhed har indledt et omfattende arbejde med at modernisere og effektivisere rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser (UTH) i tæt samarbejde med sundhedsvæsenets repræsentanter. Som et led i arbejdet skal den tekniske platform for rapporteringen af UTH udskiftes med en ny og mere tidssvarende løsning.

Som forberedelse til udviklingen af en ny Dansk Patientsikkerhedsdatabase, er der i løbet af 2021 udarbejdet et vidensgrundlag, bl.a. med fokus på brugerrejser og behovsafdækninger. Vidensgrundlaget er udarbejdet i samarbejde med DPSD Driftsgruppen, som er følgegruppe i projektet.
På den baggrund har styrelsen i august 2021 afholdt såkaldt markedsdialog med otte forskellige leverandører. Styrelsen for Patientsikkerhed har i dialogerne lagt vægt på, at en bred vifte af mulige løsninger afdækkes: Fra løsninger, som er designet specifikt med hændelsesrapportering i sundhedsvæsenet for øje, til mere overordnede løsninger, som specifikt tilpasses til brug i sundhedsdomænet.

Ud over en bedre teknisk understøttelse af rapporteringen, end det nuværende system kan tilbyde, fokuserer vi i projektet på:

  • Højere datakvalitet og bedre redskaber til analyse
  • Bedre og flere muligheder for datafremstilling
  • Mulighed for at rapportere UTH via mobile enheder
  • Muligheder for vidensdeling i relation til rapportering og sagsbehandling af utilsigtede hændelser

Vi forventer pt., at et nyt DPSD vil kunne implementeres i sundhedsvæsenet pr. 15. januar 2023. Som en naturlig følge forventes det samtidig, at den nuværende platform for utilsigtede hændelser kan ophøre pr. 15. juli 2023. Den overlappende periode mellem det nye og det gamle system på seks måneder skal sikre, at behandlingssteder kan nå at afslutte åbne sager, der er rapporteret i det gamle system.