Nu bliver det hurtigere og nemmere at rapportere en utilsigtet hændelse

Del sidens indhold med andre

11. januar 2022

Der gennemføres en række tekniske forbedringer i Dansk Patientsikkerhedsdatabase 11. januar 2022, så det bl.a. bliver både hurtigere og nemmere at rapportere utilsigtede hændelser.

Den 11. januar 2022 implementeres en række tiltag, der skal forbedre den tekniske platform for rapportering og sagsbehandling af utilsigtede hændelser, Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DSPD).

Sundhedspersoner skal nu udfylde færre felter i rapporteringsskemaet, og rækkefølgen af felterne er gjort mere intuitiv. Samtidig flyttes klassificeringen af hændelserne fra den, der rapporterer hændelsen, til den medarbejder, der skal sagsbehandle hændelsen i kommune eller region, hvilket forventes at bidrage til at øge datakvaliteten.

"Ændringerne skal bidrage til, at det er hurtigt og nemt at rapportere en utilsigtet hændelse. Det er vigtigt, at de ressourcer, der anvendes på rapporteringen, står mål med den læring, som kommer ud af det," siger overlæge Lena Graversen, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den tekniske forbedring af rapporteringsskemaet kommer som følge af et vellykket pilotprojekt i samarbejde med kommuner, regioner og faglige organisationer og er en optakt til en større modernisering af Dansk Patientsikkerhedsdatabase i 2023.

Mere end 5.000 kommunale behandlingssteder er nu tilgængelige i DPSD

Når sundhedspersoner på behandlingssteder i kommuner fremover rapporterer utilsigtede hændelser, kan de som en ny og forbedret del af Dansk Patientsikkerhedsdatabase knytte hændelsen til ét af de over 5.000 kommunale behandlingssteder. Det har blandt andet betydning for "initialmodtagerne", dvs. de medarbejdere der modtager de rapporterede hændelser.

"Som initialmodtager har man til opgave at identificere den rette sagsbehandler, der skal håndtere en ny-rapporteret utilsigtet hændelse. Det har Dansk Patientsikkerhedsdatabase ikke tidligere understøttet for kommunale initialmodtagere, fordi de kommunale behandlingssteder ikke har været tilgængelige i Sundhedsvæsenets Organisationsregister (SOR). Her har vi måttet vedligeholde egne lister over decentrale sagsbehandlere, og hvor de arbejder. Den besværlige og manuelle arbejdsgang slipper vi for fremover," siger Lea Sinding Mortensen, konsulent i Aalborg Kommune.

Med muligheden for at knytte en utilsigtet hændelse til et behandlingssted gøres sagsbehandlingen nemmere, og det bliver muligt at foretage mere præcise datatræk for hver enkelt behandlingssted til brug for lokal læring.

"Det er en mulighed, som vores kommunale brugere har efterspurgt, og som vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde. Utilsigtede hændelser er et vigtigt redskab til at arbejde med patientsikkerhed lokalt. Derfor er det også vigtigt, at vi tilpasser Dansk Patientsikkerhedsdatabase, så vores datagrundlag rummer de informationer, som er nødvendige for målrettet læring," siger Lena Graversen.

Styrelsen for Patientsikkerhed afholder webinar 20. januar for kommunale og regionale sagsbehandlere, hvor ændringerne præsenteres. Ændringerne gælder fra 11. januar 2022. Se mere her.

Læs om rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser.

Læs om pilotprojektet for modernisering af rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser.