Fem nye vejledninger skal hjælpe sundhedspersoner med at føre journal

Del sidens indhold med andre

10. marts 2021

Som noget nyt uddybes bekendtgørelsen om journalføring i fem sektorspecifikke vejledninger. Repræsentanter fra sundhedsområdets organisationer samarbejder med Styrelsen for Patientsikkerhed om at udarbejde vejledningerne.

Korrekt journalføring er et vigtigt arbejdsredskab for det sundhedsfaglige personale. Journalerne bidrager til patientsikkerheden ved at skabe kontinuitet og indsigt i behandlingsforløbene, og de er afgørende for den tværfaglige kommunikation i sundhedsvæsenet. Opskriften på god journalføring bliver nu forbedret i form af fem sektorspecifikke vejledninger, der udfolder den nye bekendtgørelse om journalføring, som træder i kraft den 1. juli 2021. 

Grunden til at lave fem vejledninger ud fra én bekendtgørelse er, at en god journal kan se meget forskellig ud afhængig af hvilken faggruppe, der fører den. Derfor var anbefalingen fra arbejdsgruppen for journalføring (læs mere), at bekendtgørelsen burde suppleres med specifikke vejledninger inden for de største sektorer i sundhedsvæsenet, for at tage hensyn til de enkelte faggrupper og sektorers behov. Resultatet bliver separate vejledninger på følgende fem områder: praktiserende læger og speciallæger, sygehuse og det præhospitale område, det sygeplejefaglige område, tandområdet og specifikke autorisationsgrupper. 

For at hver af de sundhedsfaglige sektorer får en journalføringsvejledning, der er så god og praktisk anvendelig som mulig, arbejder Styrelsen for Patientsikkerhed tæt sammen med repræsentanter for de sundhedsfaglige organisationer og regionerne. Dette sker blandt andet gennem en række fælles arbejdsgruppemøder, der afholdes i løbet af foråret. Her sættes der fokus på de udfordringer, som journalføring giver i det daglige sundhedsfaglige arbejde. Denne proces giver os værdifuld sparring og input, der vil gøre det muligt at udforme vejledninger, der kan lede vejen mod bedre patientjournaler.

Organisationer, der deltager i arbejdet med de nye journalføringsvejledninger

  • Praktiserende Lægers Organisation
  • Foreningen af Speciallæger
  • Dansk selskab for Almen Medicin
  • Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)
  • Danske Tandplejere
  • Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere
  • Tandlægeforeningen
  • Ansatte Tandlægers Organisation
  • Praktiserende Tandlægers Organisation
  • Dansk Selskab for Oral og Maxillofacial Kirurgi
  • Foreningen af Specialtandlæger i Ortodonti.
  • FOA (Fag og Arbejde) 
  • Danske Lægesekretærer/HK i stedet for HK/DL
  • Brancheforeningen for Private Hospitaler og Klinikker
  • DASAIM (Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin) i stedet for DSAIM
  • Lægeforeningen
  • Danske Regioner
  • Yngre Læger
  • Dansk Sygeplejeråd
  • Kommunernes Landsforening i stedet for KL
  • Danske Osteopater
  • Fagligt Selskab af Kliniske Diætister
  • Radiografrådet
  • Danmarks Optikerforening
  • Dansk Selskab for Optometri
  • Danske Bioanalytikere
  • Dansk Kiropraktorforening
  • Danske Fysioterapeuter
  • Ergoterapeutforeningen
  • Danske Bandagister
  • Jordemoderforeningen
  • Danmarks Apotekerforening
  • Danske Fodterapeuter