Få inspiration til patientsikker medicinhåndtering og sikre patientovergange

Del sidens indhold med andre

12. januar 2021

Styrelsen for Patientsikkerhed har samlet nye initiativer og projekter fra kommuner og regioner, der har styrket patientsikkerheden lokalt inden for medicinhåndtering, polyfarmaci og medicingennemgang samt patientovergange. Projekterne er udvalgt i samarbejde med Fagligt Forum for Patientsikkerhed og skal bidrage til læring og inspiration på tværs af sundhedsvæsenet i hele landet.

Nu kan du på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside lade dig inspirere af eksempler på, hvordan kommuner og regioner i hele landet har arbejdet med medicinhåndtering, polyfarmaci og medicingennemgang samt patientovergange.

Der er tale om de tre første temaer fra ’Lokale indsatser for Patientsikkerhed’, som er en samling af udvalgte beskrivelser af vellykkede initiativer og projekter, der i 2019 har styrket patientsikkerheden lokalt i landets kommuner og regioner. Inden længe vil vi også udgive beskrivelser af projekter inden for emnerne forebyggelse, arbejdsgange samt undersøgelse og behandling.

"Først og fremmest en stor tak til alle dem, der har sendt deres projektbeskrivelser ind – også til dem, som ikke blev udvalgt i denne omgang. Vi har fået mange gode og relevante projekter og initiativer, hvor man har opnået gode resultater til gavn for patientsikkerheden. Alt fra en polyfarmaci-klinik, der har sikret en bedre medicinsammensætning for ældre med flere diagnoser, til et samarbejde mellem kommune og region, der med nye procedurer for medicinering ved indlæggelse og udskrivelse har sikret bedre og mere patientsikker overgang fra sygehus til kommune," siger overlæge Lena Graversen, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed og fortsætter:

"Vi håber nu, at al den nyttige viden og erfaring kan inspirere til at arbejde videre med læringen lokalt, så patienter på tværs af geografi og område får gavn af de mange gode initiativer."

Fokus på at kunne implementere projekterne andre steder

Prioriteringen af kommuner og regioners input er foretaget i samarbejde med repræsentanter fra Fagligt Forum for Patientsikkerhed, som er styrelsens faste forum for faglig sparring om læringsaktiviteter. Her er der blandt andet lagt vægt på, om det er lykkedes at opnå formålet med projektet, og om det er muligt let at implementere projektet andre steder.

De udvalgte bidrag er på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, hvor de enkelte projekter og initiativer er delt ind i kategorier og temaer, så man nemt kan finde initiativer på lige det område, som er aktuelt for en selv. Til en start drejer det sig om projekter inden for medicinhåndtering, polyfarmaci og medicingennemgang samt patientovergange.

Se de lokale patientsikkerhedsinitiativer.

Fakta

  • Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere udgivet en såkaldt patientsikkerhedsrapport hvert år, der samlede op på lokale patientsikkerhedsinitiativer. For at gøre indholdet mere brugbart og anvendeligt til inspiration og vidensdeling har vi ændret formatet og sammen med Fagligt Forum for Patientsikkerhed udvalgt en lang række projekter, der er tilgængelige på stps.dk.
  • De udvalgte projekter er gennemført eller igangsat i 2019.