COVID-19: Nøgletal for smitteopsporingen for juni og juli 2021

Del sidens indhold med andre

25. august 2021

Styrelsen for Patientsikkerhed har samlet nøgletal for smitteopsporingen for sommermånederne juni og juli 2021 i et aktivitetsresumé, der blandt andet viser en stor stigning i smittede, der formoder at være smittet i udlandet.

Styrelsen for Patientsikkerhed har netop publiceret et aktivitetsresumé med data for smitteopsporingen i Danmark for juni og juli 2021. Aktivitetsresuméet viser, at smitteopsporingen i juni og juli har afsluttet 38.331 sager med smittede, hvoraf smitteopsporingen opnåede kontakt til mere end 97 procent af de smittede.

Aktivitetsresuméet indeholder også oplysninger om, hvor mange smittede, der formoder, at være blevet smittet i udlandet. I juli har mere end 3.700 smittede angivet, at de formoder at være blevet smittet i udlandet.

"I forhold til sidste år har flere været i udlandet i sommerferien, og vi har i juli set en meget stor stigning i smittede, der formoder at være smittet i udlandet. Det er særligt i Spanien, at de rejsende formoder at være blevet smittet. Vi har i juli mere end 1.800 smittetilfælde, der formoder at være smittet netop i Spanien," siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed publicerer dagligt nøgletal for smitteopsporingen for de seneste syv dage på www.stps.dk.

Se aktivitetsresuméet for juni og juli 2021