Ændringer i sundhedsloven giver nye rammer for arbejdet med patientsikkerhed

Del sidens indhold med andre

16. marts 2021

I december 2020 trådte en række ændringer i Sundhedsloven i kraft. Flere af ændringerne har betydning for arbejdet med patientsikkerhed, både i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed og i sundhedsvæsenet generelt.

En af ændringerne i Sundhedsloven indebærer, at det er blevet præciseret, at ingen sundhedspersoner, der indgår i en rapportering af en utilsigtet hændelse, som følge af rapporteringen vil kunne underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner af Styrelsen for Patientsikkerhed eller strafferetlige sanktioner af domstolene. 

Tidligere gjaldt denne beskyttelse kun udtrykkeligt sundhedspersoner, der havde rapporteret en utilsigtet hændelse. Med lovændringen gælder beskyttelsen også sundhedspersoner, der er nævnt i rapporteringen. Det gælder dog som tidligere, at der kan iværksættes sanktioner på et andet grundlag end rapporteringen af den utilsigtede hændelse. 

Sanktionsfrihed ved rapportering af utilsigtede hændelser er vigtigt for tilliden

Sundhedspersoner skal kunne have tillid til, at de kan rapportere utilsigtede hændelser sanktionsfrit, og at oplysningerne kun anvendes til lærings- og forbedringsarbejde. 
Oplysninger om enkeltpersoner, både patienter og sundhedspersoner, der indgår i en rapportering af en utilsigtet hændelse, er fortrolige. Oplysninger om identiteten af en person, der har rapporteret en utilsigtet hændelse, må kun videregives til de personer i samme region eller kommune, der varetager opgaver i relation til læring og forbedring, fx kvalitetsmedarbejdere og risikomanagere. 

"Identiteten på sundhedspersoner, der indgår i rapporteringen af en utilsigtet hændelse, vil sjældent være nødvendig for det overordnede arbejde med patientsikkerhed for fx den politiske eller administrative ledelse i en region eller kommune. I praksis betyder lovændringen derfor, at videregivelse af oplysninger om identiteten af sundhedspersoner til ledelseslaget fx yderst sjældent vil være berettiget," fortæller Lena Graversen, overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

"Vi modtager desværre jævnligt henvendelser om, at ledelser anvender oplysninger om enkelte sundhedspersoner, der har været involveret i en utilsigtet hændelse, til forskellige former for sanktioner," siger Lena Graversen. "Det er vigtigt at sikre, at oplysninger fra rapporterede utilsigtede hændelser ikke indgår i personale-, klage- og tilsynssager m.v."

Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere henstillet til kommuner og regioner, at der sættes fokus på korrekt håndtering af rapporteringer af utilsigtede hændelser og oplysninger fra rapporterede utilsigtede hændelser i Dansk Patientsikkerhedsdatabase. 

Fagligt Forum for Patientsikkerhed er nu lovfæstet

En anden ændring i Sundhedsloven indebærer, at Fagligt Forum for Patientsikkerhed, som blev nedsat af Styrelsen for Patientsikkerhed i 2015, er blevet lovfæstet. Det betyder, at det nu er fastsat i lovgivningen, at der skal være et Fagligt Forum for Patientsikkerhed. 

Af lovbemærkningerne fremgår det, at Fagligt Forum for Patientsikkerhed skal bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med faglig sparring til Styrelsen for Patientsikkerheds publikationer, drøftelser af faglige resultater, fx læringsaktiviteter, forslag til emner, der bør belyses på nationalt niveau og udveksling og drøftelse af aktuelle emner på lokalt, nationalt og internationalt niveau. Det understreges i den forbindelse, at der ikke vil blive videregivet personoplysninger fra konkrete sager i forbindelse med møder i Fagligt Forum for Patientsikkerhed i Styrelsen for Patientsikkerhed.