Vigtig information om begrænsning af besøg på sygehuse, plejehjem, bosteder mv

Del sidens indhold med andre

18. marts 2020

Tirsdag aften varslede statsminister Mette Frederiksen nye tiltag med henblik på at begrænse smittespredning af COVID-19 i Danmark. Det får betydning for besøg på sygehuse, plejehjem, bosteder mv. Ændringerne har udgangspunkt i 'Bekendtgørelse om afspærring og besøgsrestriktioner på plejehjem og sygehuse' og træder i kraft 18. marts kl. 10.

Regionsråd, kommunalbestyrelser og privathospitaler mv. skal indføre stop for besøg på sygehuse, plejehjem, bosteder mv. Stoppet gælder både fællesarealer og beboernes egen bolig. Tiltaget sker for at mindske smittespredning med corona virus og for at beskytte svage og udsatte borgere for potentielt livstruende sygdom.

"Plejehjem og sygehuse er steder, hvor der er en stor andel af borgere og patienter i høj risiko for at blive meget syge, hvis de får corona virus. Statsministeren indskærpede tirsdag aften, at det er helt essentielt, at vi alle gør, hvad vi kan for at beskytte de mest udsatte i vores samfund, og accepterer, at vi er i en alvorlig situation, som stiller krav til os alle sammen," siger Anne-Marie Vangsted, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Muligt at besøge døende og kritisk syge

De nære pårørende skal stadig kunne besøge en døende plejehjemsbeboer eller en kritisk syg patient på sygehuset - men det skal ske på en forsvarlig måde, så smittespredning undgås. Forbuddet omfatter heller ikke forældres besøg hos et mindreårigt barn.

Det er kommunalbestyrelser og regionsråd, der har ansvaret for at sikre, at sygehuse, plejehjem, bosteder mv. implementerer besøgsrestriktionerne. Privathospitalerne skal også implementere besøgsrestriktionerne.

Se Bekendtgørelse om afspærring og besøgsrestriktioner på plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) (BEK nr 215 af 17/03/2020) på retsinformation.dk