Patientsikkert at blive vaccineret på vaccinationsklinikker og apoteker

Del sidens indhold med andre

11. december 2020

Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer på baggrund af 60 sundhedsfaglige tilsyn, at patientsikkerheden hos landets vaccinationsklinikker og apoteker er høj.

I 2019 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed 60 sundhedsfaglige tilsyn på vaccinationsområdet. Hos langt de fleste af de private vaccinationsklinikker og apoteker, hvor der blev ført tilsyn, blev det konstateret, at der ikke var problemer af betydning for patientsikkerheden. 

"Tilsynene viser, at det er sikkert for patienterne at blive vaccineret. Personalet og ledelsen på landets private vaccinationsklinikker og apoteker har sikre arbejdsgange, og vi oplevede generelt et højt vidensniveau," siger Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hos 45 af de private vaccinationsklinikker og apoteker, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed i 2019 førte tilsyn, var der ingen problemer af betydning for patientsikkerheden. Hos de resterende 15 konstaterede styrelsen kun mindre problemer af betydning for patientsikkerheden. Det betyder, at der er tale om forhold, som ikke indebærer en større risiko for patientsikkerheden, og som det enkelte sted relativt let kan rette op på. Problemerne omhandlede typisk enkelte mangler i forhold til journalføring eller hygiejne. 

Fagligheden i orden 

Styrelsen for Patientsikkerhed havde i forbindelse med tilsynene mulighed for at drøfte procedurer for faglige opdateringer med både personale og ledelse på de private vaccinationsklinikker og apoteker. Alle stederne havde faste procedurer for, hvordan de vedligeholder personalets kompetencer, og hvordan de sikrer en fagligt opdateret viden om aktuelle anbefalinger og ny praksis fra Statens Serum Institut.

Fokus på læring 

Formålet med Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn er at vurdere patientsikkerheden og understøtte læring. Tilsynene i 2019 havde på baggrund af erfaringer fra tidligere tilsyn særligt fokus på blandt andet journalføring, instrukser og instruktion og tilsyn med personale.

Læs mere om erfaringerne fra tilsynene i erfaringsopsamlingen her.

Fakta

  • Styrelsen for Patientsikkerhed har i 2019 gennemført 60 sundhedsfaglige tilsyn på private vaccinationsklinikker og apoteker, hvor der tilbydes vaccination.
  • Tilsynene blev gennemført ud fra målepunkter udarbejdet i samarbejde med væsentlige interessenter på området.
  • Tilsynene havde fokus på bl.a. delegation af forbeholdt virksomhed, instrukser, instruktion og tilsyn med personale, journalføring, informeret samtykke og hygiejne.