Implementering af samlerapportering er i fuld gang i landets kommuner

Del sidens indhold med andre

23. april 2020

Implementering af samlerapportering blev igangsat i oktober 2019 og forløber over tre implementeringsrunder. 96 kommuner er nu i gang med at samlerapportere, og de foreløbige tal viser, at det går godt med implementeringen.

Implementering af samlerapportering blev igangsat i oktober 2019 og forløber over tre implementeringsrunder. Styrelsen for Patientsikkerhed har undervejs i implementeringsperioden afholdt workshops, ydet konsulentbistand og stillet undervisningsmaterialer til rådighed til kommunerne. De to første workshops har bl.a. budt på gode dialoger, faglig sparring og nye netværk.

96 kommuner er nu i gang med at implementere samlerapportering.

Samlerapportering – en enkel måde at rapportere utilsigtede hændelser på

Samlerapportering er en ny måde at rapportere to bestemte typer utilsigtede hændelser på i kommunerne: Hændelser, hvor en patient/borger enten er faldet eller ikke har fået sin medicin, og hvor konsekvensen for patienten/borgeren er inden for kategorierne "mild" eller "ingen skade", skal registreres på et papirskema, som ligger fremme på arbejdspladsen.

I stedet for at rapportere utilsigtede hændelser enkeltvis til Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD), registreres hændelserne på et papirskema, og det samlede antal hændelser rapporteres samlet til DPSD den efterfølgende måned.

Samlerapportering i tal

De foreløbige tal for samlerapportering viser, at det går godt med implementeringen i kommunerne. 

For december 2019, hvor den første tredjedel af landets kommuner havde været i gang med at samlerapportere i tre måneder, var der indsendt 589 samlerapporteringer til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. De 589 samlerapporteringer indeholdt i alt 4020 utilsigtede hændelser, hvor en patient/borger ikke havde fået sin medicin, eller hvor en patient/borger var faldet.

Samlerapportering antal

Figur 1
Tallene indikerer, at der frigives tid til læring og forbedring af patientsikkerhed, da den enkelte medarbejder sparer tid og klik i DPSD ved at samlerapportere frem for at rapportere hændelserne enkeltvis.

Udbredelse af samlerapportering

Da nogle kommuner har mange pleje- og behandlingsenheder, har Styrelsen for Patientsikkerhed anbefalet, at implementering af samlerapportering i de forskellige enheder sker gradvist. På den måde kan kommuner drage erfaringer, overføre viden og tilpasse samlerapporteringen til de øvrige enheders organisering og arbejdsgange.

Samlerapportering udbredelse

Figur 2
Tallene i figur 2 viser, at kommunerne gradvist har udbredt samlerrapportering til flere enheder (unikke stednavne).

Besøg i Ballerup

I implementeringsperioden har kommunerne mulighed for at invitere Styrelsen for Patientsikkerhed på besøg for at dele erfaringer og sparre om eventuelle udfordringer ved implementeringen af samlerapportering. Ballerup Kommune var de første til at invitere styrelsen på besøg og fortalte bl.a., at man oprindeligt havde planlagt at implementere samlerapportering gradvist, men at ledelsesopbakning i kommunen gjorde, at man implementerede bredt fra starten. Nogle enheder har valgt at uddelegere ansvaret med samlerapportering til udvalgte medarbejdere på enhederne. Det har været med til at styrke det lokale ejerskab. På besøget blev styrelsen bl.a. introduceret til en patientsikkerhedstavle, hvor samlerapportering nu er blevet integreret. Tak til Ballerup Kommune for at dele erfaringer med implementeringen af samlerapportering.

Arbejder du i en kommune, hvor I er ved at implementere samlerapportering, og har I behov for og lyst til at erfaringsudveksle med Styrelsen for Patientsikkerhed, så skriv en mail til viden@stps.dk.

Baggrund

Samlerapportering udspringer af en anbefaling i et serviceeftersyn af rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser. Her blev det anbefalet at undersøge, om rapporteringen af utilsigtede hændelser kan forbedres og forenkles. Det resulterede i et pilotprojekt om samlerapportering med 10 kommuner i 2017. Formålet var at undersøge, om samlerapportering til DPSD kunne skabe kortere læringsloops og mere kvalitet i det lokale læringsarbejde, samtidig med at det blev lettere at rapportere utilsigtede hændelser. På baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet blev det besluttet at indføre samlerapportering i alle landets kommuner.

Få mere information om samlerapportering og se en infofilm.