Den nordiske aftale om autorisation af sundhedspersoner er ændret

Del sidens indhold med andre

21. februar 2020

Aftalen mellem de nordiske lande om autorisation af sundhedspersoner er blevet ændret. Fremover vil ansøgninger om autorisation fra nordiske ansøgere blive behandlet i overensstemmelse med EU-reglerne på linje med ansøgere fra andre lande i EU, EØS og Schweiz.

Langt de fleste forskelle mellem ansøgere fra nordiske lande og ansøgere fra andre lande i EU, når der skal udstedes dansk autorisation til sundhedspersoner, er blevet fjernet fra den 1. februar 2020. Fremover bliver de fleste ansøgninger om autorisation fra nordiske ansøgere behandlet i overensstemmelse med EU's anerkendelsesdirektiv.

Hvem har ændringen konsekvenser for?

Ændringen vil have betydning for de sundhedspersoner, der søger om dansk autorisation, og som er uddannet eller autoriseret i et andet nordisk land. Det gælder for følgende:

  • Sundhedspersoner som er uddannet i en andet nordisk land
  • Sundhedspersoner som i forvejen er autoriseret i et andet nordisk land, men som er uddannet i et land uden for EU/EØS
  • Sygeplejersker og Social- og Sundhedsassistenter som er uddannet på Færøerne eller i Grønland.

Sundhedspersoner som er uddannet i et nordisk land

Tidligere kunne sundhedspersoner, der er statsborgere og autoriseret i et andet nordisk land, automatisk få autorisation i Danmark. Fremover vil nordiske statsborgere skulle søge om autorisation i Danmark på grundlag af deres uddannelse. Ansøgning på grundlag af uddannelse afhænger af, hvilken faggruppe, der er tale om.

Læger, jordemødre, sygeplejersker og tandlæger vil som udgangspunkt være omfattet af reglerne om automatisk anerkendelse i henhold til EU's anerkendelsesdirektiv.

Sundhedspersoner fra de øvrige autoriserede faggrupper vil fremover være underlagt en indholdsmæssig vurdering af deres nordiske-/EU-uddannelse i overensstemmelse med det generelle system i EU's anerkendelsesdirektiv.

Sundhedspersoner som er autoriseret i et andet nordisk land, men som er uddannet i et land uden for EU/EØS

Sundhedspersoner som er autoriseret i et andet nordisk land, men som er uddannet i et land uden for EU/ EØS, vil fremover ikke automatisk kunne få autorisation i Danmark.

Disse sundhedspersoner skal søge om autorisation i Danmark baseret på deres uddannelsesland. Hvis de er uddannet i et land uden for EU/EØS-området, skal de som udgangspunkt opfylde alle krav i dette regelsæt, herunder sprogprøve og evalueringsansættelse.

Sygeplejersker eller social- og sundhedsassistenter som er uddannet på Færøerne eller i Grønland

Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter som er uddannet på Færøerne eller i Grønland, vil fremover kunne søge om autorisation i et nordisk land. Ansøgninger om autorisation vil blive vurderet på samme måde, som det er tilfældet med ansøgninger om autorisation fra sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fra EU.

Læs mere om reglerne for ansøgning af autorisation.

Ansøgninger modtaget før den 1. februar 2020

Ansøgninger fra følgende faggrupper, der er modtaget før den 1. februar 2020, vil fortsat blive behandlet i overensstemmelse med de gamle regler:

  • Læger
  • Tandlæger
  • Sygeplejersker
  • Fysioterapeuter
  • Ergoterapeuter
  • Jordemødre
  • Optikere
  • Radiografer
  • Tandplejere
  • Kliniske tandteknikere
  • Kiropraktorer
  • Bioanalytikere
  • Fodterapeuter