Danskeren, der måtte overnatte i Belgien på vej hjem fra Hubei-provinsen, kommer i hjemmekarantæne

Del sidens indhold med andre

7. februar 2020

Kort fortalt

Danskeren, der måtte overnatte i Belgien efter flyveturen fra Hubei-provinsen i Kina, er testet negativ for coronavirus, men skal i hjemmekarantæne.

Personen kom til Danmark onsdag aften og blev indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby til observation. På hospitalet er vedkommende blevet undersøgt for ny coronavirus og testet negativ. Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at personen bør være i hjemmekarantæne, da vedkommende stadig er i risiko for at være smittet på rejsen fra Kina til Belgien under hjemrejsen til Danmark.

"Vores overlæger har foretaget en konkret risikovurdering, og det er aftalt at etablere hjemmekarantæne. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip – vi tager ingen chancer i denne situation," siger Anette Lykke Petri, der er overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Daglig kontakt

Under hjemmekarantæne vil der være daglig kontakt med sundhedsfagligt personale fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hjemmekarantænen vil vare i 14 dage fra personen ankom til Belgien.

"Hjemmekarantæne betyder, at man skal opholde sig hjemme, man kan ikke gå på arbejde, i skole eller færdes ude af andre årsager. Personer i hjemmekarantæne skal blandt andet måle deres temperatur dagligt, så vi ved om der udvikles feber. Sundhedsfagligt personale fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby er i daglig kontakt med personen og følger helbredssituationen," uddyber overlæge og enhedschef Anette Lykke Petri.

Styrelsen for Patientsikkerhed følger situationen tæt.

Læs spørgsmål og svar om ny coronavirus