18 COVID-smittede har relation til fly fra Pakistan

Del sidens indhold med andre

18. juni 2020

Aktuelt er 18 personer med relation til flyet fra Pakistan konstateret smittet med COVID-19. Styrelsen for Patientsikkerhed har kontaktet alle relevante personer.

18 personer testet positiv for COVID-19 har relation til det fly fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni.

Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerheds enhed for coronaopsporing.

Ud af de 18 smittede var 16 ombord på flyet, mens to personer er nære kontakter, der efterfølgende er testet positiv, men som ikke var ombord. Fire personer vurderes at have været smitsomme på det tidspunkt, hvor de befandt sig ombord på flyet.

Alle relevante personer er kontaktet og orienteret om alle forholdsregler af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det kan ikke udelukkes, at der konstateres flere smittetilfælde med relation til flyrejsen.

"Sagen illustrerer med al tydelighed, at det er ufatteligt vigtigt, at vi fortsat passer på os selv og hinanden ved at følge anbefalingerne om at holde afstand, have god hygiejne og lade os teste," siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.