Tilsyn med optikervirksomheder viser behov for bedre instruktioner til personalet

Del sidens indhold med andre

26. august 2019

Kort fortalt

Styrelsen for Patientsikkerhed førte tilsyn med landets optikervirksomheder i 2018, som en del af det sundhedsfaglige tilsyn. Tilsynene viser, at optikervirksomhederne lever op til de sundhedsfaglige krav i langt de fleste tilfælde. Mange af optikervirksomhederne kan dog sætte mere fokus på at få instrueret medhjælpspersonalet i de forskellige opgaver.

Langt de fleste optikervirksomheder lever op til de sundhedsfaglige krav, de skal opfylde. Det viser den nye erfaringsopsamling fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med landets optikervirksomheder. Tilsynsbesøgene viste også, at mange af optikervirksomhederne bør sætte mere fokus på instruktion og tilsyn med medhjælpspersonalets opgaver.

"Tilsynsbesøgene hos landets optikere og optometrister har vist, at det går rigtig godt hos de fleste med at leve op til retningslinjerne og de sundhedsfaglige krav. Vi blev mødt med faglig kompetence og nysgerrighed. Tilsynene viste også, at optikerne bør have et større fokus på at instruere medhjælpspersonalet og sikre, at opgaverne løses efter reglerne på området. Det kan blandt andet sikres ved at have skriftlige instruktioner, der er letforståelige og enkle at bruge i dagligdagen," forklarer Charlotte Hjort, der er overlæge og enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læring om hygiejne

Optikervirksomhederne havde generelt et stort fokus på korrekt håndhygiejne. Tilsynsbesøgene viste dog, at der flere steder var tvivl om, hvilke konkrete tiltag, der er nødvendige for at leve op til retningslinjerne på området. Derfor blev der ved tilsynene rådgivet om korrekt brug af papirhåndklæder, sæbe og håndsprit for at bryde smitteveje.

Få inspiration til mere læring og læs om tilsynsbesøgene i erfaringsopsamlingen om optikervirksomheder.

Fakta

  • Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med alle former for behandlingssteder og autoriserede sundhedspersoner. Optikervirksomheder betragtes som behandlingssteder på lige fod med eksempelvis hospitaler og lægeklinikker. Det betyder, at de skal leve op til sundhedsfaglige krav. De 81 tilsynsbesøg viste, at langt de fleste levede op til kravene.
  • Formålet med det sundhedsfaglige tilsyn er at vurdere patientsikkerheden og understøtte læring på behandlingsstederne. Tilsynet er organisatorisk, hvilket betyder, at det ikke er de enkelte sundhedspersoner, der føres tilsyn med, men behandlingssteder.
  • De 81 tilsynsbesøg førte til to påbud, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at der var "kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden". 50 ud af de 81 behandlingssteder havde mindre problemer med betydning for patientsikkerheden, mens 29 ingen problemer havde.