×

Barn smittet med tuberkulose i Viborg

8. februar 2019

Et barn i Viborg er smittet med tuberkulose. Derfor indkaldes de personer, barnet har været i tæt kontakt med, til undersøgelse. Det drejer sig blandt andet om de øvrige børn i barnets vuggestue.

Styrelsen for Patientsikkerhed er i tæt kontakt med Regionshospitalet Skive, der tager sig af smitteopsporing og sikrer, at eventuelt smittede personer indkaldes til undersøgelse.

Forældre til de pågældende børn er blevet informeret af vuggestuen.

”Får man en indkaldelse til undersøgelse for tuberkulose er det vigtigt, at man tager imod den, så man kan blive testet og sat i behandling, hvis det er relevant,” siger Anne Hempel-Jørgensen, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Børnene kan tidligst blive testet i maj, da der går flere måneder, fra en person er smittet, til sygdommen kan vises i en test.

”Vi ser sjældent, at små børn med tuberkulose smitter andre, fordi de ikke har så mange bakterier i lungerne. Alle, der er i risiko for at være blevet smittet, får information om det. Derfor behøver man ikke at bekymre sig, hvis man selv eller ens barn ikke har fået en indkaldelse til undersøgelse,” forklarer Anne Hempel-Jørgensen.

Hver år konstateres omkring 300 tilfælde af tuberkulose i Danmark. Sygdommen behandles med antibiotika.

Det er muligt at være smittet med tuberkulose uden selv at udvikle sygdommen. Man smitter ikke, hvis man ikke har symptomer.

Læs mere om tuberkulose hos Sundhedsstyrelsen.