Barn smittet med mæslinger i Københavnsområdet

Del sidens indhold med andre

15. marts 2019

Kort fortalt

Et barn på 4 år er smittet med mæslinger i Københavnsområdet. Barnet har opholdt sig i daginstitution samt i Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

Et 4-årigt barn i Københavnsområdet er smittet med mæslinger. Barnet har været i daginstitution og har desuden opholdt sig i Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital lørdag den 9. marts.

"Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget smitteopsporing og er i tæt kontakt med Hvidovre Hospital," siger Jeppe Nørgaard Rasmussen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed. "Hvidovre hospital har allerede sørget for, at personer, der har opholdt sig i Akutmodtagelsen lørdag den 9. marts i tidsrummet 11.15-16.15, har modtaget information fra styrelsen om smitterisiko og muligheder for behandling".

Forældre i barnets daginstitution er ligeledes blevet informeret om, hvordan de skal forholde sig.

"Hvis man ikke er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, og har man mistanke om, at man kan være syg med mæslinger, skal man ringe til lægen. Man må ikke møde op uden aftale, da mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, og man kan risikere at smitte andre i venteværelset" siger Jeppe Nørgaard Rasmussen. "Hvis man ikke er vaccineret eller har haft sygdommen, kan man blive vaccineret i op til tre døgn, efter man er smittet. Man kan få behandling med antistoffer i op til seks døgn efter smittetidspunktet".

De fleste danskere er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen. De, der ikke har, kan få vaccinen gratis hos egen læge.