×

Frivillige sundhedspersoner skal ikke betale gebyr

5. januar 2018

Reglerne om registrering og gebyr for sundhedspersoner, der arbejder frivilligt, skal gøres lettere at forstå og administrere.

Det skal være nemmere at gennemskue, hvordan sundhedspersoner, der arbejder frivilligt, skal registrere sig i Styrelsen for Patientsikkerheds Behandlingsstedsregister. Derfor indkalder styrelsen i den kommende tid relevante organisationer til møde.

Her vil fokus være på at kortlægge de udfordringer, som organisationer og frivillige sundhedspersoner oplever med den nye ordning samt mulighederne for at tilpasse reglerne.

Det er allerede nu muligt for frivillige sundhedspersoner at blive gebyrfritaget, men det kræver, at sundhedspersonen sender en ansøgning. Styrelsen for Patientsikkerhed er dog gået i gang med at undersøge, hvordan reglerne kan justeres. Målet er at sætte en bagatelgrænse for frivilliges indtjening, så man på forhånd kan se, om man skal betale gebyr eller ej. Samtidig vil styrelsen se på, om der kan laves en smartere, teknisk løsning.

”Som sundhedsministeren har udtalt, har det aldrig været meningen, at reglerne skal skabe problemer for frivilligheden, hverken i sportsklubber, på festivaller eller andre steder. Derfor ser vi frem til at diskutere, hvordan vi kan tilpasse reglerne, så både det frivillige Danmark og patientsikkerheden bliver tilgodeset,” siger direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted.