×

Fælles løsningsforslag for lægevagten skal nu undersøges nærmere

11. januar 2018

Det var med et lovende løsningsforslag under armen, at deltagerne fra torsdagens møde om lægevagterne forlod lokalet. Mulighederne skal nu undersøges nærmere.

Styrelsen for Patientsikkerhed var torsdag 11/1 værter for regionerne, PLO, Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger, Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet til et møde, der havde som erklæret formål at finde løsningsforslag på problemet med at læger, der er konsulentansatte i landets lægevagter, bliver pålagt et gebyr.

To timers konstruktive drøftelser resulterede i et fælles løsningsforslag, der kun vil medføre ganske få ændringer i forhold til de ellers velfungerende lægevagtsordninger.

”Vi vil nu sammen undersøge, om lægevagten kan betragtes som ét behandlingssted, der er organiseret inden for PLO’s rammer som entreprenør for regionen,” fortæller direktør Anne-Marie Vangsted efter mødet.

”Den løsning, vi har diskuteret, ser rigtig fornuftig ud for alle parter, men nu skal vi hjem og afklare detaljerne,” siger formand for Praktiserende Lægers Organisation, Christian Freitag.

”Med det løsningsforslag, vi alle synes er rigtig godt, håber vi, at vi ikke vil få problemer med lægevagtsdækningen,” siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.