×

Ny advokat til retssager om erstatning

14. november 2017

Fra 1. januar 2018 får Styrelsen for Patientsikkerhed ny advokat, der skal føre Ankenævnet for Patienterstatningens retssager om behandlings- og lægemiddelskader.

Styrelsen for Patientsikkerhed, som sekretariatsbetjener Ankenævnet for Patienterstatningen, har netop gennemført en konkurrenceudsættelse af advokatbistand til retssager mod ankenævnet. Vinderen af konkurrenceudsættelsen blev advokatfirmaet Horten Advokatpartnerselskab. Horten Advokatpartnerselskab vil således repræsentere ankenævnet i retssager anlagt mod ankenævnet efter den 31. december 2017.

Ankenævnet for Patienterstatningen er klageinstans for afgørelser truffet af Patienterstatningen. Sagerne vedrører patienters krav på erstatning for skader påført ved behandling i sundhedsvæsenet og skader, som skyldes bivirkninger til lægemidler.

Aftalen med Horten Advokatpartnerselskab gælder i 4 år, og der er mulighed for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan forlænge aftalen til i alt 8 år.