Kontakt egen læge ved mistanke om fnat

Del sidens indhold med andre

19. december 2017

Kort fortalt

I den seneste uge har der været en del opmærksomhed omkring fnat, særligt på Sjælland. Sygdommen er ikke farlig.

Fnat (scabies) er en kløende hudlidelse, der skyldes en mide. Det er vigtigt at understrege, at fnat er en ufarlig sygdom.

For at modvirke spredning af sygdommen er det vigtigt, at mistanke om fnat bliver undersøgt og effektiv behandling iværksættes hurtigst muligt. Fnat skal behandles. Det forsvinder ikke af sig selv. Der vil ofte også være brug for ekstra rengøring samt tøjvask for at hindre smitte.

Kontakt praktiserende læge ved mistanke

Hvis du har mistanke om, at du eller dine pårørende har fnat, eller du har været sammen med en person, der har fnat, skal du kontakte din praktiserende læge. Lægen vil vurdere om du skal have behandling, samt rådgive om hvordan du undgår, at smitten spreder sig.

Kommunale sundhedstjenester kan kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed

Styrelsen for Patientsikkerhed overvåger situationen og rådgiver kommunale sundhedstjenester (sundhedsplejen) og plejecentre samt praktiserende læger om forebyggelse af smittespredning. Daginstitutioner og skoler skal som udgangspunkt kontakte den kommunale sundhedstjeneste.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse generelt om sygdommen.

Du kan også finde vejledningen om forebyggelse i daginstitutioner, skoler m.v.

På Statens Serums Instituts hjemmeside kan du finde de nationale infektionshygiejniske retningslinjer.