×

Flere asbestofre kan få godtgørelse

6. oktober 2017

Reglerne for godtgørelse til indirekte asbestofre er udvidet. Fremover gælder det også personer, der er eller har været en del af samme husstand som den person, der har arbejdet med asbest. Samtidig er diagnosespektret udvidet, så også bughinde- og testikelhindekræft giver mulighed for godtgørelse.

I snart to år har indirekte asbestofre haft mulighed for at søge om godtgørelse, hvis de har udviklet lungehindekræft. Ordningen har hidtil kun omfattet ægtefæller/samlevere og forældre til personer, der har været direkte udsat for asbest gennem deres job.

Men fra 6. oktober er ordningen udvidet til også at omfatte personer, der har udviklet kræft, fordi de deler eller har delt husstand med en person, der har arbejdet med asbest. Det vil sige at fx børn af eller søskende til personer, der har arbejdet med asbest, kan ansøge om godtgørelse.

Ordningen er desuden udvidet, så det ikke kun er lungehindekræft, men også bughinde- og testikelhindekræft, der kan berettige til godtgørelse.

Ansøgninger efter den udvidede ordning skal være modtaget af Styrelsen for Patientsikkerhed senest den 31. december 2017. Se de resterende kriterier for godtgørelse og læs mere om, hvordan sagsbehandlingen foregår på siden Godtgørelse til indirekte asbestofre.