Familie indlagt på mistanke om svampeforgiftning

Del sidens indhold med andre

19. oktober 2017

Kort fortalt

En familie er blevet indlagt på sygehuse i Region Sjælland, indtil videre på mistanke om svampeforgiftning. Styrelsen for Patientsikkerhed samarbejder med de relevante myndigheder om at afklare, hvad der er sket. Der er aktuelt ikke rapporteret andre tilfælde.

En familie med flere børn er i dag torsdag blevet indlagt på sygehuse i Region Sjælland på mistanke om en alvorlig fødevarerelateret forgiftning, muligvis med svampe. Det undersøges aktuelt, hvad familien har spist og hvornår.

I situationer som denne er det regionen, der står for behandling af de syge, mens Styrelsen for Patientsikkerhed har til opgave at sikre, at det samme ikke sker for andre. Vi følger derfor situationen nøje og er i løbende kontakt med de involverede myndigheder.

Symptomerne på fødevareforgiftning er kvalme, opkastning, mavesmerter og diarré. Styrelsen anbefaler, at borgere med tegn på fødevareforgiftning kontakter lægevagten eller 1813.