×

Nu bliver det lettere at donere æg

30. juni 2016

Fra 1. juli ændres reglerne for donation af æg, så danske kvinder, der i dag står på venteliste i op til to år for at få et æg, hurtigere kan få hjælp. De vigtigste ændringer er, at kvinder, der tilbyder hjælp, kan donere æg op til seks gange, og at det kan ske flere steder – fx i både offentligt og privat regi – og at kompensationen for omkostninger i forbindelse med donationen sættes op til 7.000 kr. pr. gang.

Fra den 1. juli er der hurtigere hjælp til de kvinder, der ikke kan få børn og har brug for andre kvinders hjælp i form af et donoræg. Baggrunden er en bred politisk aftale, som sundheds- og ældreminister Sophie Løhde indgik med en forligskreds i Folketinget den 17. maj netop for at skaffe flere æg til donation.

"Målet med regelændringen er at skaffe flere donoræg, så ventetiden bliver kortere, og samtidig sikre, at både de kvinder, der donerer, og dem, der modtager æggene, får en ordentlig og anstændig behandling. En bedre kompensation bringer os på linje med lande, som vi ellers sammenligner os med," siger kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Birte Obel.

Reglerne indebærer, at en ægdonor fremover kan donere æg flere steder – både i offentligt og privat regi. Det betyder bl.a., at et donorbarn lettere kan få genetiske helsøskende. Da hormonbehandlinger og udtagningen af æg er en belastning for donorerne, er det samtidig fastsat, at en ægdonor højst må donere æg seks gange i alt. Med virkning fra 1. juli forhøjes også kompensationen til en ægdonor fra de nuværende 2.400 kr. til i alt 7.000 kr.

"Man skal donere æg, fordi man vil hjælpe kvinder, der ikke kan blive gravide på andre måder og ikke for pengenes skyld. De ekstra penge betyder, at man bliver kompenseret mere fair for sin ulejlighed. Og man skal typisk regne med at møde op fem gange, og derfor er beløbet sat sådan," siger Birte Obel videre.

Indsatsen for at skaffe flere donoræg bliver understøttet af en informationskampagne fra Styrelsen for Patientsikkerhed i efteråret 2016.

Link: Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om assisteret reproduktion

Link: Brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed om ændring af kompensation for ægdonorer