×

Klager samles på borger.dk

2. februar 2016

Klager over Patienterstatningens afgørelser, sundhedsfaglig behandling og brud på patientrettigheder samles nu på borger.dk.

På www.borger.dk. kan du læse mere om, hvilke oplysninger du skal have klar for at klage.

Det er et lovkrav, at klager skal indsendes digitalt via borger.dk. Der er dog mulighed for at blive fritaget fra kravet, fx hvis du ikke har et NemID. Hvis du har spørgsmål om muligheder for fritagelse, er du velkommen til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed.

Klage over Patienterstatningens afgørelser

Ansøgning om erstatning skal først anmeldes til Patienterstatningen, som behandler sagen og træffer en afgørelse. Hvis du er utilfreds med Patienterstatningens afgørelse, kan du klage til Ankenævnet for Patienterstatningen.

For at klage til Ankenævnet for Patienterstatningen skal du gå til borger.dk. Her skal du udfylde og indsende et klageskema. Du skal logge på med NemID.

Vær opmærksom på, at du skal klage via www.borger.dk, selvom du har fået en anden klagevejledning i den afgørelse fra Patienterstatningen, du vil klage over.

Link: Klage over Patienterstatningens afgørelser

Klage over sundhedsfaglig behandling eller brud på en patientrettigheder

Uanset om du klager over sundhedsfaglig behandling eller brud på en patientrettighed, skal du gå til borger.dk og udfylde det digitale klageskema. Du skal logge på med NemID. Bemærk at der er et skema til klage over sundhedsfaglig behandling og et andet skema til klage over brud på en patientrettighed.

Hvis du vil klage over en afgørelse fra en region eller kommune om en patientrettighed, fx befordringsgodtgørelse, behandling i udlandet, afslag på aktindsigt eller lignende, skal du bruge klageskemaet om brud på en patientrettighed. Dette gælder også, selvom du har fået en anden klagevejledning i den afgørelse, du vil klage over.

Du kan få vejledning om dine klagemuligheder ved at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed telefonisk. Du kan også få hjælp til at skrive en klage, hvis du henvender dig til en patientvejleder på dit regionale patientkontor.

Link: Klage over sundhedsfaglig behandling

Link: Klage over brud på dine patientrettigheder