×

Giv liv - Bliv ægdonor

28. november 2016

Styrelsen for Patientsikkerhed lancerer i dag kampagnen ”Giv Liv – Bliv ægdonor”. Kampagnen skal øge antallet af kvinder, der vil hjælpe barnløse til at få deres store ønske opfyldt. Kampagnen kører til og med uge 3 i 2017.

Den 1. juli 2016 blev der indgået en bred politisk aftale om ændring af muligheden for ægdonation. Det blev bl.a. muligt at donere æg flere steder, fx i både offentligt og privat regi, hvilket blandt andet kan betyde, at donorbørn nu kan få helsøskende. Samtidig blev kompensationen til ægdonorerne forhøjet til i alt 7.000 kr. (skattepligtige), så donorerne får mulighed for at få dækket deres udgifter til blandt andet tabt arbejdsfortjeneste og transport.

De nye regler har allerede har fået flere til at melde sig som ægdonorer, men behovet er stadig stort, og der er ikke æg nok i Danmark til alle de barnløse par, som venter på at få deres helt store ønske opfyldt.

Om kampagnen

I kampagneperioden kan man i små film på de sociale medier møde kvinder, der har doneret æg. Man kan også møde en læge, der informerer om, hvad det indebærer at blive ægdonor. Derudover er der produceret faktaark til borgere og fagpersoner om kampagnen.

Kampagnen lanceres dels på hjemmesiden www.givliv.dk, hvor materialet kan hentes, og dels på Facebook, hvor der løbende vil være opdateringer i hele kampagneperioden. Herudover informeres landets praktiserende læger, og både offentlige og private fertilitetsklinikker er inddraget i kampagnen.

”Vi har store forventninger til, at vores informationskampagne vil gøre flere unge kvinder klar over muligheden for at donere æg” siger Birte Obel, kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed og tilføjer: ”Vi oplever, at de kvinder, der donerer æg til en anden kvinde, føler stor glæde ved at kunne hjælpe et par til at få et barn – noget af det største man kan gøre her i livet, er at give liv!”

Kampagneperiode

Informationskampagnen ”Giv liv – Bliv ægdonor” skydes i gang af Styrelsen for Patientsikkerhed i uge 48 - den 28. november 2016 og løber frem til og med uge 3 i 2017.