Er du opmærksom ved nyfødte med gulsot?
Gulsot, som ikke bliver behandlet, kan i værste fald medføre hjerneskade. Forlænget gulsot efter 14. levedøgn (21. levedøgn for præmature børn) kan være tegn på alvorlig sygdom, fx galdevejsatresi, som kan medføre irreversibel leverskade, og som ubehandlet er dødelig.
Case
En nyfødt pige er på 10. levedøgn gul. Hun spiser, men moren er i tvivl om, om hun tisser nok, og synes, at pigens afføring er en smule lys. Moren ringer derfor til egen læge, der ikke finder grundlag for en konsultation. Lægen ved ikke, at pigen ikke er blevet tilset planmæssigt af sundhedsplejersken, da barselsafdelingen ved en fejl ikke har sendt pigens fødselsanmeldelse til kommunen afsted i rette tid. Pigen bliver derfor først tilset på 15. levedøgn, hvor familien får deres første besøg af sundhedsplejersken. Her er pigen fortsat gul, har nu tabt vægt og er begyndt at blive sløv. Pigen bliver akut indlagt, og det viser sig, at hun har galdevejsatresi.
Ved synlig gulsot hos nyfødte skal du være opmærksom på:
- Nyfødte med synlig gulsot, som er 1-14 levedøgn:
at vurdere om barnet skal have målt bilirubin, og om barnet skal henvises til sygehus. Dette afhænger af barnets trivsel og symptomer, som f.eks. vandladning, farven på afføring og om barnet er sløvt.
- Nyfødte med synlig gulsot, som er under 24 timer gamle:
at henvise akut til pædiatrisk afdeling.
- Nyfødte med synlig gulsot, som er ældre end 14 levedøgn (for præmature børn 21 levedøgn):
at der altid og uden forsinkelse (senest førstkommende hverdag) skal måles fraktioneret bilirubin – uanset god trivsel og fravær af andre tegn på sygdom. Ved konjugeret hyperbilirubinæmi over 17 µmol/l skal barnet henvises subakut (senest næste dag) til pædiatrisk afdeling.