Medicinsk udstyr

Del sidens indhold med andre

Kort fortalt

Medicinsk udstyr er produkter til behandling af mennesker og dækker et meget bredt sortiment, som omfatter op imod ½ million forskellige produkter. De har det tilfælles, at de alle bruges til diagnostik, behandling eller lindring af sygdomme, skader og handicap. Derudover omfatter det også kosmetiske implantater og produkter til forebyggelse af svangerskab.

Medicinsk udstyr bruges til diagnostik, behandling eller lindring af sygdomme, skader og handicap og er fx:

  • forskellige former for hospitalsudstyr, både til diagnostik og behandling
  • diagnostisk udstyr til undersøgelse af prøver fra mennesker
  • mekaniske midler til at forebygge svangerskab
  • hjælpemidler til handicappede
  • proteser
  • udstyr der er fremstillet efter rekvisition til en bestemt patient (også kaldet udstyr efter mål).

Vi modtager, gennem Dansk Patientsikkerhedsdatabase, rapporter om utilsigtede hændelser, hvor medicinsk udstyr er involveret. Ved at dele viden om disse hændelser, vil vi gerne bidrage til forebyggelser af lignende hændelser og dermed højne sikkerheden for patienter og brugere af medicinsk udstyr.

Hændelser med medicinsk udstyr

Alle hændelser med medicinsk udstyr, hvor udstyret er en medvirkende årsag til hændelsen, skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen. Det gælder uanset, om det er en patient, sundhedspersonale eller en tredjemand, der er kommet til skade eller kunne være kommet til skade.

Derfor skal du rapportere to steder

Du skal rapportere hændelserne både til Lægemiddelstyrelsen og til Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD). Rapporteringerne til Lægemiddelstyrelsen er vigtige for overvågningen af sikkerheden med medicinsk udstyr, og Lægemiddelstyrelsen kan reagere umiddelbart efter rapporteringen ved f.eks. at involvere producenter.

Rapportering af utilsigtede hændelser til DPSD skal sikre, at sundhedsvæsenet lærer af de fejl, der sker. I første omgang bruges de utilsigtede hændelser til læring lokalt, der hvor fejlen er sket. Herefter bliver de anonymiseret og sendt til os, hvor vi bruger de utilsigtede hændelser til læring i sundhedsvæsenet generelt.