Sikker patientudskrivelse

Del sidens indhold med andre

På Ortopædkirurgisk sengeafdeling i Region Nordjylland har de kvalitetssikret processerne omkring udskrivelse gennem analyse af utilsigtede hændelser og indsatser, der forbedrer plejepersonalets kendskab til og anvendelse af bl.a. tværsektorielle aftaler. En udskrevet epikrise hjælper den udskrevne patient og personalet med at holde overblik.

Formål med projektet

At kvalitetssikre processerne omkring udskrivelse ud fra de utilsigtede hændelser, der er klassificeret som henvisninger, ind-/udskrivelse og medicinlister.

Ud fra de problemstillinger, der var beskrevet i de utilsigtede hændelser, blev der opstillet følgende mål for projektet:

At plejepersonalet:

  • Har kendskab til og kan anvende 'Regler for udskrivelse og færdigmelding – ud fra Den Tværsektorielle Grundaftale på området Samarbejdsaftale om indlæggelses- og udskrivningsforløb'
  • Kan udfærdige og opdatere TSM (Tværsektorielle meddelelser mellem kommune og sygehus, som indeholder den endelige plan til kommunen omkring patienten og de aftaler, der er indgået ) og plejeforløbsplanen (PFP)
  • Tjekker, at FMK (Fælles Medicin Kort) er ajourført, og at medicinen administreres /doseres fra FMK ved udskrivelse
  • Laver rettidige aftaler omkring hjælpemidler i hjemmet sammen med terapeuterne på afsnittet
  • Anvender oversigt udarbejdet til formålet, der hjælper personalet med at huske alle vigtige elementer vedrørende udskrivelse.

Hvad kom der ud af det?

Plejepersonalet i afdelingen har fået viden om de problemstillinger, som plejepersonalet i primærsektoren kan opleve ved udskrivelse. Det har medført bedre udskrivelser.

Afdelingen anvender nu de nye redskaber og tiltag, der er implementeret via dette projekt. Tiltagene er bl.a. kendskab til de tværsektorielle aftaler, målrettet plejeforløbsplan (PFP), at medicinen er doseret ud fra opdateret FMK-liste (Fælles Medicin Kort), og at patienten får en udprintet epikrise i hånden ved udskrivelse.
Personalet oplever nu færre serviceopkald fra primærsektoren, og der rapporteres færre utilsigtede hændelser på området.

Baggrund for projektet

Afsnittet modtog mange utilsigtede hændelser (UTH) fra primærsektoren omhandlende udskrivelse. Hændelserne drejede sig om emner som manglende information, medicin, der var doseret forkert eller ikke medgivet samt manglende hjælpemidler. Derudover syntes færdigmelding af patienter at være en udfordring i det tværsektorielle samarbejde.

På tværfagligt UTH-møde afholdt i november 2018 blev det besluttet at kvalitetssikre processerne omkring udskrivelse i afdelingen ud fra de utilsigtede hændelser, der er klassificeret som henvisninger, ind-/udskrivelse og medicinlister.

Arbejdsgang

Opstart på projektet blev et møde på en time, hvor gruppens deltagere drøftede problemstillinger og tiltag ud fra utilsigtede hændelser. Her blev mål for projektet samt kriterier/målepunkter for opnåelse af målene (ingen indkomne utilsigtede hændelser omhandlende udskrivelse i 3. kvartal 2019) også fastlagt. Herefter blev der udarbejdet en handleplan ud fra punkterne 'plan, act, study, do'.

Udførelse af projektet

Projektgruppen besluttede at udarbejde materiale, som skulle være klar til et personalemøde: en tjekliste til udskrivelse af patient samt en pixiudgave af sundhedsaftalen omkring indlæggelse og udskrivelse samt specialaftaler som fx udskrivelse til Læsø.

Der blev afholdt et tværfagligt møde med terapien omkring hjælpemidler ved udskrivelse med henblik på at finde en løsning på, hvordan de tværfaglige aftaler omkring udskrivelse dokumenteres, så alle hurtigt og nemt kan fremfinde aftalerne i EPJ (Elektronisk Patientjournal).

Der eksisterede allerede en tjekliste, som personalet anvendte ved udskrivelse. Gruppen udarbejdede derfor en supplerende tjekliste, som tog højde for de problemstillinger, der var blevet identificeret i de utilsigtede hændelser.  Denne tjekliste er blevet tydeligt mærket, så patienter kan se, at det er en seddel, som pårørende og personalet i primærsektoren også skal kunne læse. 

Der blev udarbejdet en pixiudgave af Den Tværsektorielle Grundaftales Samarbejdsaftale om indlæggelses- og udskrivningsforløb. Plejepersonalet skal kende de eksisterende aftaler mellem kommune og region for at kunne planlægge en sikker udskrivelse. Pixiudgaven er hjælpsom for alle i afdelingen, men specielt ved nyansatte plejepersonaler og ved vikarer i afdelingen er den med til at sikre en mere sikker udskrivelse for patienten. 

Et andet tiltag er dialog med visitatorer i kommunen omkring plejeforløbsplanen (PFP), som startes op, når patienten indlægges. Via plejeforløbsplanen kan hjemmeplejen (visitator) og sygeplejerskerne på sygehuset kommunikere omkring patientens udskrivelse, fx hvad patienten er indlagt for, sår, medicin, mobilisering, om der er behov for en udskrivningssamtale mv.  Plejeforløbsplanerne skal også understøtte de ufaglærte i kommunen i valg af rette handling. Handlinger, som kan synes oplagte for en sundhedsuddannet fagperson, men som ikke nødvendigvis er oplagte for en ufaglært, som kommer hos borgeren.

Dialogen omkring plejeforløbsplaner medførte følgende aftaler mellem kommune og sygehusafdeling: 

  • at man i afdelingen laver overskrifter i PFP, som hjælper visitator til hurtig forståelse af, hvilken patient det handler om
  • at man i afdelingen anvender frase-tekster i PFP, som er generelle formuleringer, der er accepteret af begge sektorer. Det kunne fx være:

"For at undgå genindlæggelse, med fx lungebetændelse eller urinvejsinfektion, er det yderst vigtigt, at borgeren kommer op at sidde i en stol flere gange om dagen samt får hjælp til at gå på toilettet ved hjælp af øvet hjælpemiddel. Der vil være smerter efter operation. Dette kan ikke helt undgås, men borgeren er mobiliseret som beskrevet under indlæggelsen og skal fortsætte med dette."

Projektet blev præsenteret af gruppens deltagere ved et personalemøde i december 2018, hvor der også var mulighed for at drøfte de udarbejdede materialer. 

Udfordringer og løsninger

Det er sket, at udførlige plejeforløbsplaner fra hospitalet ikke kan ses i de elektroniske systemer i kommunerne. Dette er en kendt problematik, som IT-afdelingen arbejder med at udbedre i andet regi.

Der er stadig udfordringer vedrørende visitationen til rette udførerniveau i kommunen. Denne problemstilling er bragt videre i et andet tværsektorielt projekt.

Ressourcer

Projektgruppens deltagere bestod af den afsnitsledende sygeplejerske, udviklingssygeplejersken og to sygeplejersker fra afsnittet, som har arbejdet meget med dokumentation ved udskrivelse af patienter til primærsektoren.

Det er en kontinuerlig proces, hvor der stadig prioriteres timer til at arbejde med udskrivelsen.

Projektet er udført på Akut Ortopædkirurgisk Sengeafdeling med plads til 20 patienter. Afdelingen udskriver patienter til hele regionen, men især 5 omkringliggende kommuner.

Hvor foregik projektet?

Projektet blev udført på en akut ortopædkirurgisk sengeafdeling i Region Nordjylland.

Kontaktoplysninger

Vil du vide mere eller se eventuelle materialer brugt i projektet?

Kontakt:

Afsnitsledende sygeplejerske Jane Andersenj.andersen@rn.dk

Sygeplejerske med særlig klinisk funktion Lis Kjær Larsen, likjl@rn.dk