Hurtigt udredningsforløb i Fællesambulatoriet

Del sidens indhold med andre

Med projektet "Hurtigt udredningsforløb i Fællesambulatoriet" har Amager og Hvidovre Hospital i samarbejde med kommuner og almen praksis skabt kortere ventetider for sub-akutte patienter samt mere sammenhængende og sikre patientforløb på tværs af sektorer.

Formål med projektet

Det overordnede formål med Fællesambulatoriet er at forbedre behandlingen af patienter med flere medicinske sygdomme, hvor der i højere grad tages afsæt i patientens/borgerens behov for sundhedsydelser - bl.a. gennem øget samarbejde mellem patient/borger, hospital, kommune og almen praksis. 

Derudover er målet med Fællesambulatoriet: 

  • At samle undersøgelser og behandlinger ét sted, og i et ambulatorium, for dermed at skabe bedre sammenhæng i udrednings- og behandlingsforløb for patienten.
  • At skabe bedre tværsektoriel sammenhæng i patienternes sub-akutte sygdoms- og behandlingsforløb og udvikle nye arbejdsgange i samarbejde med almen praksis og kommunerne på Amager.
  • At skabe værdi for patienter og pårørende, hvorfor det også var vigtigt, at der indgik patient- og pårørenderepræsentanter i den interne og tværsektorielle arbejdsgruppe samt i styregruppen for at sikre, at patientens og de pårørendes stemmer indgik undervejs i hele projektet.

Målgruppen er patienter, der ikke umiddelbart har behov for akut behandling i Akutklinikken, men omvendt heller ikke kan vente flere dage eller uger på en henvisning til relevant afdeling på hospitalet.

Hvad kom der ud af det?

Fællesambulatoriet på Amager Hospital åbnede i foråret 2018. I løbet af foråret og sommeren 2019 blev der gennemført en evaluering af "Hurtig udredningsforløb i Fællesambulatoriet". 

Evalueringen viser, at hurtige udredningsforløb i Fællesambulatoriet, ud fra patientens perspektiv, især har betydet, at patienterne i større grad oplever:

  • Hurtig tid efter henvisning
  • Kort ventetid ved besøg
  • Diverse prøver tages i Fællesambulatoriet eller i nær tilknytning hertil
  • At få svar på prøver samme dag
  • God kommunikation om dagens program
  • At pårørende ses som en ressource
  • At der er en plan ved afslutning af besøget
  • God kommunikation mellem Fællesambulatoriet, kommune (akutteam) og egen læge. 

Opsummerende kan det siges, at patienterne generelt ytrer stor tilfredshed med deres besøg i Fællesambulatoriet. 

Patienter og pårørende er meget tilfredse med at få hurtig tid i Fællesambulatoriet inden for 1-2 dage, hvormed de undgår lang ventetid i akutmodtagelsen.

De oplever desuden hurtigere end tidligere at få klarhed over deres situation, og udtrykker stor tilfredshed med, at de får en behandlingsplan med hjem. 

For patienterne virker Fællesambulatoriet således som et rigtig godt alternativ til henvisning til Akutklinikken og/eller indlæggelse.

Personalet oplever godt samarbejde med den kommunale Akutfunktion og almen praksis, som kan henvise patienter med sub-akutte problematikker til fællesambulatoriet.

Fællesambulatoriet bidrager endvidere til at skabe mere sikre overgange for patienter i sub-akutte forløb. Konceptet er udviklet i et samarbejde med almen praksis og kommuner, så der sikres sammenhæng og opfølgning i hele forløbet. 

 

Baggrund for projektet

Førhen skulle sub-akutte patienter med flere medicinske sygdomme undersøges og behandles i flere forskellige ambulante afdelinger på Amager Hospital. Det gav ikke altid patienterne en oplevelse af sammenhæng i patientforløbet.

Målgruppen af patienter har sub-akutte problematikker, hvilket medfører, at de tidligere kunne komme til at vente længe i akutmodtagelsen. 

Nu kan undersøgelser og behandlinger samles ét sted, hvilket også gør det mere tilgængeligt for personalet at koordinere patientforløbene.

Arbejdsgang

Alle  specialer og funktioner på Medicinsk Afdeling Amager og det kardiologiske speciale  har bidraget med en indsats – dette engagerede samarbejde har været en væsentlig grund til, at indsatsen har været meget vellykket.

For at få etableret gode arbejdsgange var det nødvendigt at gøre det muligt for kommunernes akutfunktioner og almen praksis at henvise patienter med sub-akutte problematikker til Fællesambulatoriet, uden om akutmodtagelsen. Tårnby Kommune og almen praksis i Tårnby har i den forbindelse været med til at udvikle tværsektorielle arbejdsgange og procedure med henblik på at kunne henvise patienter direkte til Fællesambulatoriet.

Fællesambulatoriet begyndte som et projekt – men efter et års tid er det nu blevet del af den daglige drift og udvidet med både Dragør og Københavns Kommune/bydel Amagerbro og almen praksis herfra.

Fællesambulatoriet har samlet alle medicinske specialer, der findes på Amager Medicinsk Afdeling. Når en patient møder ind på Fællesambulatoriet vil denne få tildelt en læge, der varetager patientforløbet. Lægen kan ved behov kontakte andre speciallæger i forhold til andre sygdomme. 

Når det vurderes, at en patient skal ses på Fællesambulatoriet, kan patientens egen læge tage kontakt til ambulatoriet. Patienten vil herefter få en tid den følgende dag, hvor personalet i ambulatoriet har haft tid til at forberede modtagelsen af patienten. Det betyder, at patienten ankommer i mere rolige rammer. Ved udskrivelsen er der indgået evt. aftaler med kommunen, som står klar til at modtage patienten. For at sikre kvaliteten er der løbende planlagt møder, hvor kommunikation og dokumentation i overgange vurderes og justeres efter behov.

Udfordringer og løsninger

Evalueringen af projektet viste bl.a. følgende mulige barrierer: 

  • At patienterne ved ankomst ofte ikke vidste, hvad de kunne forvente i Fællesambulatoriet, hvilket gav anledning til frustrationer for patienterne. Der arbejdes nu videre med, at der laves en bedre forventningsafstemning med patienterne i starten af deres forløb i Fællesambulatoriet.

  • At dialogen mellem patient og personale nogle gange blev domineret af personalet, hvor det var personalets dagsorden, der styrede samtalen. Der arbejdes nu videre med at forbedre kommunikationen med patienterne, så de i højere grad inddrages i en dialog, hvor der også tages udgangspunkt i deres behov. 

  • At der var områder i den skriftlige kommunikation, der kan udvikles eller justeres. Der arbejdes nu bl.a. videre med en standardskabelon til slutnotater, der sikrer den relevante information til kommune og almen praksis efter besøg i Fællesambulatoriet.

  • At der stadig er en stor opgave i forhold til at få flere patienter henvist til Fællesambulatoriet  af egen læge og akutfunktionerne i kommunerne Dragør, Tårnby og København, så færre behøver at komme i Akutklinikken. Der arbejdes nu videre med dette - samtidig med, at Akutklinikken også "selv" forsøger at blive bedre til at henvise patienter til Fællesambulatoriet til en tid dagen efter. 

De forbedringspunkter, som evalueringerne har påpeget, er efterfølgende samlet i handleplaner, som kan bidrage til fortsat at løfte det gode arbejde, der foregår i Fællesambulatoriet.

Ressourcer

Det personale, der i forvejen arbejder med disse patienter, indgik i projektet, som del af deres daglige arbejde. Det var således flere faggrupper som f.eks. læger, sygeplejersker og sekretærer.

Der blev desuden nedsat en intern og tværsektoriel arbejdsgruppe til både konkret at udvikle arbejdsgangene og bistå med evalueringen samt til at arbejde videre med evalueringsfundene. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Fællesambulatoriet, Tårnby kommunes Akutteam, almen praksis samt to patientrepræsentanter.

Hvor foregik projektet?

Konkret er Fællesambulatoriet placeret på matriklen Amager Hospital. Alle specialer og funktioner på Medicinsk Afdeling Amager samt det kardiologiske speciale, som er forankret ledelsesmæssigt i en samlet Hjertemedicinsk afdeling på Hvidovre-matriklen, indgår. 

I det tværsektorielle samarbejde indgik almen praksis fra Tårnby samt Tårnby Kommune i pilotperioden. 

Efter pilotperioden indgik også Dragør Kommune, Københavns Kommune/bydel Amagerbro, samt almen praksis fra begge kommuner/bydele. 

Se fællesambulatoriets hjemmeside

Kontaktoplysninger

Vil du vide mere eller se eventuelle materialer brugt i projektet?

Kontakt: 

Ledende oversygeplejerske Annette Lisbeth Madsen, Annette.lisbeth.madsen@regionh.dk