Screeningsværktøj til medicinhåndtering

Del sidens indhold med andre

Hjemmeplejen i Helsingør Kommune bruger et screeningsværktøj til at belyse kompleksiteten i medicindispensering- og administrering. Det har dannet grundlag for at afsætte mere tid til at dispensere og administrere medicin. De nye arbejdsgange sikrer den korrekte orden og dokumentation, der er påkrævet og medicinen håndteres patientsikkert.

Hvad kom der ud af det?

Medicinadministration og –dispensering 

I hjemmeplejen er tiden til at administrere og dispensere medicin blevet hævet. Dette er sket på baggrund af et screeningværktøj til at screene kompleksiteten.

Tiden til medicinadministrering er ændret fra 2 minutter (min.) til:

  • Ikke kompleks administration: 5 min.
  • Kompleks administration: 7 min.
  • Meget kompleks administration: 10 min.

Tiden til medicindispensering er hævet fra 22 min. hver 14. dag til:

  • Ikke kompleks dispensering: 35 min. hver 14. dag
  • Kompleks dispensering: 45 min. hver 14. dag
  • Meget kompleks dispensering: 45 min. Hver 7. dag

Medicindispenseringsindsatsen indeholder forskellige opgaver som er beskrevet i et indsatskatalog. 
Indsats - screening af kompleksitet i dispensering og administration. 

Ved at øge tiden er det nu muligt at sikre den korrekte orden og dokumentation, der er påkrævet. Dette fremgår af de interne audits, der foretages to gange årligt og de tilsyn, der har været siden.

Baggrunden for projektet

I begyndelsen af 2019, i forbindelse med tilsyn fra Styrelsen for patientsikkerhed, blev der fundet fejl og mangler i medicinhåndteringen i et distrikt i hjemmeplejen i Helsingør Kommune. 

Ved flere efterfølgende tilsyn blev der stadig fundet fejl og mangler. Disse fejl og mangler handlede om opbevaring af medicin og fejl i dispensering og mærkning af medicin. Der blev derfor nedsat et kvalitetsteam, der skulle rette op på medicinhåndteringen i det pågældende distrikt. 

Arbejdsgang

Hjemmeplejen i Helsingør Kommune udviklede et driverdiagram på baggrund af tilsyn, utilsigtede hændelser, audits, fokusgruppeinterviews af medarbejdere og observationer af arbejdsgangene i hjemmeplejen ved medicinadministration og -dispensering. 

Det resulterede i følgende primære drivere, som blev udfoldet gennem forbedringsmodellen:

  • Kompetencer
  • Arbejdsgange 
  • APV (arbejdspladsvurdering)
  • Organisatorisk prioritering 
  • Forbedringsledelse
  • Borgerinddragelse

Undervisning

For at skabe en ensartet kompetenceudvikling i medicinhåndtering blev der afprøvet forskellige former for e-læring. E-læring blev den teoretiske del og blev afsluttet med en test (’medicinkørekort’) som certificering. 

I den praktiske test, der var tilpasset de enkelte faggrupper, skulle medarbejderne vise, at de kunne redegøre for og udføre medicinhåndteringen korrekt i praksis inden for deres kompetenceområde. Dette foregik ved, at medarbejderen kørte ud på tre borgerbesøg sammen med en erfaren kollega og i praksis demonstrerede, hvordan medicinen blev håndtereret.

Ud over e-læring var der også sidemandsoplæring i brugen af systemerne Nexus (omsorgsjournal) og FMK (fælles medicinkort).

De observerede arbejdsgange dannede grundlag for en arbejdsgangsbeskrivelse til medarbejderne om medicindispensering.

Arbejdsgangsbeskrivelsen indeholdte information om:

  • hvordan man orienterer sig i forskellige systemer og forbereder sig inden medicindispensering påbegyndes
  • vigtigheden i, at FMK opdateres, hver gang der dispenseres og en vejledning for dette
  • proceduren i dispenseringsmodullet trin for trin, inkl. kontrol
  • bestilling af medicin og oprydning
  • dispensering af pn medicin
  • opmærksomhedspunkter: screening af kompleksitet, opbevaring af medicin, medicinlinjen, risikosituationslægemidler og observation af borgere med ændrede behov.

Der var tidligere udarbejdet et screeningværktøj til at screene kompleksiteten i medicindispensering og medicinadministrering. Alle borgeres medicin blev screenet, og der blev foretaget tidsmålinger på medicindispensering og medicinadministration i forskellige kategorier: ikke kompleks, kompleks og meget kompleks. Se bilag under relateret indhold med kriterier for kategorier i screeningsværktøjet. 

Alle nye borgere fik screenet deres medicin ved første kontakt og igen ved ændringer i medicinen.

Udfordringer og løsninger

Der blev fundet en sammenhæng mellem dispenseringsfejl og vikardækning, og at vikarerne oftere stod for fejlene. Det blev derfor indført, at vikarer ikke dispenserer medicin i hjemmeplejen.

På grund af løbende udskiftning i personalegruppen er det en udfordring at nå at få alle nye introduceret og certificeret. Medicinhåndteringen varetages derfor stadig også af personale, der ikke har modtaget den tiltænkte undervisning.

Den kvalificerede ledelsesopbakning til indsamling af tidsmålinger og udbredelse af forbedringsmodellen og patientsikre arbejdsgange har været udfordret pga. udskiftning i ledelsen. Den er ved at blive opbygget igen. 

Ressourcer

Projektledelsen bestod af en farmaceut og en kvalitetskonsulent (sygeplejerske) to dage om ugen. I alt ca. 1000 timer.