Styrket kvalitet i arbejdet med faldforebyggelse

Del sidens indhold med andre

Favrskov Kommune har på ældre- og sundhedsområdet reduceret antallet af fald og faldudløste skader for borgere over 65 år. Det har de gjort gennem strategiske, faldforebyggende indsatser.

Formål med projektet

Formålet med indsatsen var at reducere antallet af fald og faldudløste skader for borgere over 65 år i Favrskov Kommune.

Hvad kom der ud af det?

Konklusionen er, at der i en sammenlignelig periode for 2020 og 2021 er sket en lille nedgang i det samlede antal faldregistreringer. 

Indsatsen har desuden givet mere strukturerede arbejdsgange og øget medarbejdernes fokus og viden om fald. Effekten af indsatsen kan primært dokumenteres via datatræk fra omsorgsjournalen. Her kan man se det samlede antal faldregistreringer, om der er lavet faldudredning inden for fire uger, og hvilken effekt udredningen har haft. Derudover trækkes data på antallet af indberettede utilsigtede hændelser på fald til at understøtte forbedringstiltag. 

Indsatsen har skabt kvalitetsforbedringer for borgerne, idet de sundhedsfaglige tilbud er udvidet med en dedikeret sundhedsfaglig medarbejdes tilstedeværelse.

Favrskov Kommunes hjemmeside kan man få inspiration til at undgå fald og prøve en fald-quiz. 

 

Baggrund for projektet

Økonomi- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed undersøgte i 2007 antallet af forebyggelige indlæggelser blandt borgere, der modtog hjemmepleje. Undersøgelsen viste, bl.a. at antallet af borgere, indlagt med knoglebrud i Favrskov Kommune var større end landsgennemsnittet. Undersøgelser viser, at fald kan have personlige, sociale og økonomiske konsekvenser for borgeren. Derfor igangsatte Favrskov Kommune en indsats om faldforebyggelse.

Arbejdsgang

For at reducere antallet af fald og skader, udløst af fald blev der anlagt to strategier. En massestrategi, hvor faldforebyggelse generelt rettede sig mod alle borgere på 65 år og derover, og en højrisikostrategi, som rettede sig mod borgere med gentagne fald. Strategierne tog udgangspunkt i anbefalinger fra faldpakken fra ’I sikre hænder’, hvor materialet blev tilpasset og indlejret i den elektroniske omsorgsjournal (Columna Cura). 

I massestrategien blev der udviklet actioncards med instruktioner og beskrivelser til at guide til et sundt seniorliv. Der blev også afholdt inspirationsformiddage for borgere over 65 år under overskriften ’Balance i livet – kom fald i forkøbet’.

I højrisikostrategien blev der afholdt temaeftermiddag for det sundhedsfaglige personale. Der blev lavet en sundhedsfaglig vejledning over de trin, en borger, som var faldet, skulle gennemgå, og der blev systematisk fulgt op på faldregistreringer og faldudredninger via datatræk fra omsorgsjournalen (Columna Cura). Borgere, der var faldet, blev noteret og gennemgået på en faldtavle på ugentlige teammøder, og muligheden for tildeling af faldforebyggende hjælpemider blev forbedret.

Udfordringer og løsninger

Der har været få udfordringer af betydning. Dette kan skyldes en høj, organisatorisk, politisk og ledelsesmæssig opbakning. Dermed er problematikker blevet håndteret i opløbet af projekt- og styregruppen. Se under overskriften Ressourcer.

Den primære udfordring har været at få implementeret den nye arbejdsgang og dokumentation på medarbejderniveau. Indsatsen blev iværksat kort før Covid-19’s start, men de efterfølgende Covid-19 restriktioner gjorde det i lange perioder svært at holde fokus på faldforebyggelsesindsatsen og begrænsede den sundhedsfaglige medarbejders muligheder for tilstedeværelse lokalt i grupperne.

Ressourcer

Faldforebyggelsesindsatsen blev primært koordineret og faciliteret af en sundhedsfaglig medarbejder (fysioterapeut) på fuld tid. Medarbejderen vejledte og underviste også i faldforebyggelse. 

Projektgruppen mødtes ca. hver anden måned i to timer og bestod af:

  • En kvalitets- og udviklingssygeplejerske
  • En sundhedsfaglig konsulent
  • Den sundhedsfaglige medarbejder
  • En gruppeleder for den kommunale sygeplejegruppe
  • En distriktsleder for hjemmeplejen
  • En afdelingsleder for visitation, hjælpemidler og rehabilitering 
  • En afdelingsleder for aktivitet og træning

Styregruppen mødets ca. hver sjette måned i to timer og bestod af ældrechefen og sundhedschefen samt medlemmerne fra projektgruppen.

Derudover var kommunens kommunikationsmedarbejder og grafiker involveret i udarbejdelse af materialer og kommunikation internt og eksternt.

 
 

Hvor og hvornår foregik projektet?

Indsatsen gik på tværs af ældre- og sundhedsområdet og startede i september 2019. Den inkluderede borgere i Favrskov Kommune på 65 år og derover. 

Kontaktoplysninger

Vil du vide mere eller se eventuelle materialer brugt i projektet? Kontakt:

Faldforebygger Martin Bang Finlov mafi@favrskov.dk 51266052