Læring før, under og efter tilsyn

Del sidens indhold med andre

Læring før tilsyn

Vi udarbejder målepunkter og refleksionspunkter i samarbejde med eksterne interessenter, herunder faglige selskaber, bidrager til forankring af målepunkterne i de faglige miljøer og blandt de sundhedspersoner, som målepunkterne er rettet mod.

De målepunkter, som tilsynet tager udgangspunkt i, er samtidig tænkt som et redskab til læring for behandlingsstederne. Målepunkterne offentliggøres på styrelsens hjemmeside, og både de behandlingssteder, som udvælges til tilsynsbesøg, og de, der ikke gør, kan gennemgå målepunkterne og lære af dem i en lokal kontekst.

Informationsmøder

Vi afholder løbende informationsmøder for de områder, som er udvalgt til det risikobaserede tilsyn. På møderne introduceres det risikobaserede tilsyn og de temaer og områder, der er valgt for tilsyn og læring. Herudover informeres der om, hvordan tilsynet kommer til at foregå i praksis.

Læring under tilsyn

Tilsynet forløber som en blanding af observation, interview med personale og gennemgang af materiale, fx journaler. Ved afslutningen af besøget oplyser den tilsynsførende om resultatet. Hvis der er anmærkninger, vil behandlingsstedet få at vide, hvad der skal gøres for at rette op på forholdene. Det har flere steder affødt konkrete læringstiltag direkte afledt af dialogen i forbindelse med tilsynsbesøget og den tilsynsførendes anvisninger.

Læring efter tilsyn

Henstillinger og påbud i forbindelse med tilsynsrapporter afføder lokale læringstiltag, som både kan øge patientsikkerheden på behandlingssteder, der har haft tilsynsbesøg, og på andre behandlingssteder, fx i samme kommune. Der kan være tale om ændringer af procedurer og systemer, kurser for medarbejdere, materiale i form af lommekort og vejledninger, interne audits med udgangspunkt i handleplaner og mange andre former for læring, som er direkte afledt af opfølgningen efter tilsyn.