×

Klager over sundhedsfaglig behandling

Opdateret 14. april 2016

Hvis du er utilfreds med den sundhedsfaglige behandling, du har modtaget, kan du sende en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sundhedsfaglig behandling omfatter:

  • Undersøgelse, diagnose og sygdomsbehandling
  • Fødselshjælp
  • Pleje
  • Genoptræning
  • Forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient
  • Information om og samtykke til behandling
  • Journalføring
  • Sundhedspersoners tavshedspligt
  • Lægeerklæringer

Sådan klager du

Du finder klageskemaet på borger.dk, hvor du skal logge på med NemID. Du får mulighed for at printe og gemme en kopi af hele din klage, når du har udfyldt skemaet.

Hvis du ikke har NemID kan du bestille det på hjemmesiden nemid.nu. Er du fritaget fra Digital Post, er du også fritaget fra at bruge det digitale klageskema. Læs mere under "Du kan være fritaget fra det digitale klageskema". 

Hvis du ikke kan bruge det digitale klageskema, kan du få tilsendt et papirskema ved at kontakte os eller en patientvejleder. Du skal i skemaet oplyse, hvorfor du ikke kan klage digitalt.

Hvis du klager på vegne af en anden

Når du klager på vegne af en anden myndig person, skal du have en fuldmagt fra denne person til at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Når du logger på med dit NemID i det digitale klageskema bliver du derfor bedt om at tilføje fuldmagten (et dokument), førend du kan fortsætte med at udfylde klageskemaet.

Har du ikke allerede en fuldmagt, kan du bruge denne blanket. Husk underskrift fra den person, der giver dig fuldmagt.

Du kan være fritaget fra det digitale klageskema

Du kan blive fritaget fra at skulle sende din klage ved at bruge det digitale klageskema, enten hvis du allerede er fritaget fra digital post i din kommune, eller hvis du ikke kan få NemID.

Du kan også blive fritaget, hvis du ikke kan bruge en computer, fx pga. fysisk eller psykisk sygdom, særlige handicaps, alder eller manglende IT-kompetence. Socialt udsatte borgere, hjemløse og borgere med sproglige vanskeligheder kan også blive undtaget fra kravet om at bruge det digitale klageskema.

Hvis du mener, at du ikke er i stand til at sende din klage ved at bruge det digitale klageskema, kan du sende klagen med almindelig post til Styrelsen for Patientsikkerhed, Finsensvej 15, 2000 Frederiksberg. I klagen skal du forklare, hvorfor du mener, at du ikke kan klage digitalt. Det er styrelsen, der afgør, om du kan blive fritaget fra at sende din klage digitalt.

Du kan få hjælp og vejledning ved at kontakte en patientvejleder på dit regionale patientkontor.

Dialog - din mulighed for at blive hørt

Du har mulighed for en dialog med repræsentanter fra regionen om din klage, når du klager over behandling i sundhedsvæsenet, som regionen har betalt for – fx en konsultation hos din egen læge eller sygehusbehandling.

Dialogen vil ofte foregå med de sundhedspersoner, der har behandlet dig, og det giver dig en unik mulighed for at tale med dem om, hvordan du oplevede din behandling. Du har måske nogle uafklarede spørgsmål, du godt vil stille. Det kan også være, at du har brug for at høre dem forklare, hvorfor de handlede, som de gjorde. 

Du kan tage en bisidder med til dialogen – fx en ven eller et familiemedlem. Du kan også vælge at få en uddannet bisidder med fra Danske Patienter. Du kan læse om bisidderordningen på Danske Patienters hjemmeside

Din dialog hjælper andre

Dialogen er først og fremmest din mulighed for at tale om, hvad du har oplevet, og hvad du mener kan blive bedre.

Samtidig får sundhedsvæsenet mulighed for at lære af dit forløb. Din dialog kan være med til at forbedre rutiner og behandlinger og sikre, at det, der skete for dig, ikke sker for en anden.

Du kan læse mere om, hvordan en dialog foregår, i Styrelsen for Patientsikkerheds pjece om dialog.

Du kan stadig klage

Hvis du siger ja til en dialog, betyder det ikke, at du samtidig siger nej til at klage. Hvis du efter dialogen stadig ønsker at klage, har du ret til det. En dialog vil aldrig påvirke udfaldet af din eventuelle efterfølgende klage.

Hvem skal afgøre din sag?

Du skal vælge, hvilken myndighed, der skal afgøre din sag, når du klager over sundhedsfaglig behandling. Dit valg har betydning for, om eventuel kritik rettes mod et behandlingssted eller mod en eller flere konkrete sundhedspersoner.

Du har to valgmuligheder:

  • Vælg at få din sag afgjort af Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis du vil klage over behandlingsstedet.
  • Vælg at få din sag afgjort af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, hvis du klager over en eller flere konkrete sundhedspersoner. Du behøver ikke at kende navnene på sundhedspersonerne.

Disciplinærnævnet kan kun behandle klager over autoriserede sundhedspersoner og visse persongrupper. Styrelsen kan derimod behandle klager over sundhedsfaglige forhold, uanset om fejlen er begået af en sundhedsperson eller fx en lægesekretær eller en portør.

Hvis din klage ikke kan blive behandlet af den myndighed, du ønsker, skriver vi til dig og forklarer hvorfor.

Du kan læse mere om dine valgmuligheder i pjecen Hvem skal afgøre din sag?

Kan klagen behandles begge steder?

Som udgangspunkt afgør enten Styrelsen for Patientsikkerhed eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn din klage. Du kan ikke få din klage behandlet af begge myndigheder samtidig.

Hvis du vælger, at disciplinærnævnet skal behandle din klage, kan du ikke bagefter få samme klage behandlet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vælger du dog først at få din klage behandlet af Styrelsen for Patientsikkerhed – og udtaler styrelsen kritik af at eller flere forhold i din klage – kan du bagefter bede disciplinærnævnet om at behandle forholdene. Du skal blot være opmærksom på forældelsesfristerne.

Hvad er forskellen på en styrelsessag og en disciplinærnævnssag?

Styrelsen for Patientsikkerhed er sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det betyder, at uanset om du vælger at få din sag afgjort af styrelsen eller af disciplinærnævnet, vil din sag altid blive behandlet af styrelsens juridiske sagsbehandlere og sagkyndige konsulenter. Forskellen ligger i, hvem der træffer selve afgørelsen.

Vælger du at få din sag afgjort af Styrelsen for Patientsikkerhed, træffer en sagsbehandler afgørelsen. Du kan læse mere i pjecen Sagsgangen i en styrelsessag.

Vælger du disciplinærnævnet, bliver afgørelsen truffet af nævnet – typisk på et nævnsmøde med to repræsentanter for patienterne og to sundhedsfaglige uddannede personer. Nævnet har en dommer som formand. Du kan læse mere i pjecen Sagsgangen i en disciplinærnævnssag.

Hvad er fristen for at klage?

Du kan kun klage over forhold, der ligger maksimalt fem år tilbage fra den dag, du indsender klagen digitalt til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Dog afkortes klagefristen til kun to år, hvis du har haft kendskab til – eller burde have haft kendskab til – at der var sket en fejlbehandling.

Eksempler – den fem-årige klagefrist

Ex. 1. Du er fejlbehandlet den 1. juni 2010 og sender din klage digitalt til styrelsen den 1. juni 2015. Styrelsen kan behandle din klage.

Ex. 2. Du er fejlbehandlet den 1. juni 2010 og sender din klage digitalt til styrelsen den 2. juni 2015. Styrelsen kan ikke behandle din klage, fordi din klage er modtaget mere end fem år efter, at fejlbehandlingen fandt sted.

Eksempler – den to-årige klagefrist

Ex. 4. Du er behandlet den 1. juni 2010. Den 1. marts 2013 får du en ny diagnose, som kunne være stillet allerede i juni 2010. Du sender din klage digitalt til styrelsen den 1. marts 2015. Styrelsen kan behandle din klage.

Ex. 5. Du er behandlet den 1. juni 2010. Den 1. marts 2013 får du en ny diagnose, som kunne være stillet allerede i juni 2010. Du sender din klage digitalt til styrelsen den 1. juni 2015. Styrelsen kan ikke behandle din klage, fordi din klage er modtaget mere end to år efter, at du havde kendskab til fejlbehandlingen.

Har du spørgsmål?

Du kan få vejledning om dine klagemuligheder og hjælp til at skrive en klage, hvis du henvender dig til en patientvejleder på dit regionale patientkontor. Du er også velkommen til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed for telefonisk vejledning om, hvordan du kan klage.

Du kan altid sende din klage til Styrelsen for Patientsikkerhed via hjemmesiden borger.dk eller til dit regionale patientkontor, hvis du er i tvivl om, hvem der skal behandle din klage. Styrelsen for Patientsikkerhed eller patientkontoret vil så sørge for, at din klage bliver sendt til den rette modtager.