Tandlæge - Norden, EU, Liechtenstein eller Schweiz

Del sidens indhold med andre

Du kan søge dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, hvis du har en uddannelse som tandlæge fra et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz og er statsborger i et af de nævnte lande. Du skal have en dansk autorisation, hvis du vil arbejde som tandlæge i Danmark. Titlen er beskyttet, og du må kun kalde dig tandlæge, hvis du har en dansk autorisation.

Sådan får du autorisation og tilladelse til selvstændigt virke

For at få en autorisation og en tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge i Danmark skal du:

  • være statsborger i et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz
  • have en uddannelse som tandlæge fra et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz
  • udfylde ansøgningsskemaet og sende det elektronisk
  • betale et gebyr
  • sende os dokumentation for din identitet, dine fødselsdata, din uddannelse, din erhvervserfaring og din professionelle status
  • sende os de kopier af din dokumentation, som vi kræver
  • sende os den eventuelle supplerende dokumentation, som vi beder om.

Du skal opfylde alle dokumentationskrav - også krav til formen. Vi behandler først din ansøgning, når vi har alle dokumenter fra dig.

Titel og virksomhedsområde

Du skal have en autorisation, hvis du vil arbejde som tandlæge i Danmark. Titlen er beskyttet, og du må kun kalde dig tandlæge, hvis du har en autorisation. 

Gebyr

Det koster 1.206 kr. i gebyr at få tilladelse til selvstændigt virke. Du vil blive bedt om at betale gebyret, før vi udsteder tilladelsen. 

Personoplysninger

Når vi behandler din ansøgning, behandler vi også personoplysninger om dig.

Læs mere om behandling af personoplysninger.  

Tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder

Som tandlæge i klinisk arbejde kan der være en del regler og pligter, du skal være opmærksom på. F.eks. skal du anmelde det, hvis du er tilknyttet en lægemiddel- eller medicovirksomhed. Det er Lægemiddelstyrelsen, som registrerer tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder. 

Læs mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside

Autorisation og tilsyn

Når du har en autorisation, fører vi tilsyn med dit professionelle virke. Hvis du er til fare for patientsikkerheden, kan du få indskrænket dit virkeområde, eller du kan miste din autorisation.

Læs mere om tilsyn

Læs mere om rettigheder og pligter ved autorisation

75-års regel

Retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når du fylder 75 år.

Læs mere om 75-årsreglen.

Sagsbehandlingstid

Den tilstræbte sagsbehandlingstid er op til 3 måneder fra det tidspunkt, hvor styrelsen har modtaget al den krævede dokumentation. Imidlertid er det p.t. ikke i alle tilfælde muligt at overholde. Vi arbejder fokuseret på at nedbringe sagsbehandlingstiden til de tilstræbte 3 måneder.