Godkendelse af uddannelse
Sagsbehandling
Vi sender en kvittering, når vi har modtaget din printede ansøgning og den dokumentation, du har sendt med posten. Hvis vi ikke mener, vi har et tilstrækkeligt grundlag til at vurdere din uddannelse, kan vi bede om yderligere dokumentation. I den situation får du ikke en ny kvittering.
Vurdering af din uddannelse
På baggrund af din grunduddannelse og den dokumentation, du har sendt, vurderer vi, om din uddannelse i det væsentligste svarer til det danske. I nogle tilfælde beder vi en tilsvarende uddannelsesinstitutioner i Danmark om at udtale sig om din uddannelse. I den forbindelse kan vi bede dig om at indsende yderligere dokumentation for din uddannelsens indhold.
Som udgangspunkt skriver vi til dig med digital post (f.eks. til e-Boks), hvis du har et dansk cpr.nummer. Hvis det ikke er muligt, får du en e-mail eller et brev.
Resultat af vurdering
Når vi har behandlet din ansøgning, skriver vi til dig, om vi kan godkende din uddannelse eller ej. Hvis din uddannelse er blevet godkendt, vil det fremgå af brevet, hvilke betingelser, du skal opfylde for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske.
Brevet er ikke en autorisation, og du kan endnu ikke kalde dig sygeplejerske i Danmark. Hvis vi har godkendt din uddannelse, har du derimod 3 år til at færdiggøre ansøgningsprocessen, opfylde alle krav, og dokumentere det overfor os.
Sagsbehandlingstid
Ansøgninger bliver behandlet i den rækkefølge, som de modtages.
Aktuelt er vi ved at behandle ansøgninger, der fysisk er modtaget i maj 2021.
Pr. 1. marts 2022 har vi ansat flere medarbejdere til blandt andet at behandle denne type af ansøgninger. Vi forventer derfor snart at nedbringe ventetiden på at få behandlet en ansøgning. Du kan løbende følge med på den aktuelle sagsbehandlingstid på denne side.
Vi forventer, at igangsætte sagsbehandlingen inden udgangen af 2022 for ansøgninger modtaget i 2020.
Vi forventer, at igangsætte sagsbehandlingen inden udgangen af maj 2023 for ansøgninger modtaget i 1. halvår 2021.
Vi forventer, at igangsætte sagsbehandlingen inden udgangen af oktober 2023 for ansøgninger modtaget i 2. halvår 2021.
Vi forventer, at igangsætte sagsbehandlingen inden udgangen af 2. kvartal 2024 for ansøgninger modtaget i 2022.
Fra 1. marts 2022 prioriterer vi behandlingen af din ansøgning, hvis du har:
- et dansk CPR-nummer, og
- bor i Danmark jf. CPR-registeret
Prioriteringen gælder alle ansøgninger, der endnu ikke er behandlet, dvs. også ansøgninger, der er modtaget før den 1. marts 2022.
Hvis du står registreret i vores system med CPR-nummer og bor i Danmark, behøver du ikke gøre mere. Vi vil automatisk prioritere behandlingen af din ansøgning. Hvis vi har flere ansøgninger med CPR-nummer og adresse i Danmark, behandler vi dem i rækkefølge efter ansøgningsdato.
Hvis du har et dansk CPR-nummer, men ikke tidligere har givet os besked herom, bedes du kontakte os på 72 28 66 00 eller via sikker e-mail.
Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke hjælpe med spørgsmål vedrørende CPR-nummer, og henviser i stedet til life in denmark.dk.
Fortæl os, hvis du flytter
Original dokumentation vil blive sendt retur med anbefalet post til den adresse, som du har opgivet i ansøgningsskemaet. Husk derfor at sende os din nye adresse, hvis du flytter.