Formelle krav til dokumentationen

Del sidens indhold med andre

Vi stiller krav til de kopier, du sender, og hvor mange du skal sende. For at få behandlet din ansøgning, skal du sende os alle de kopier, vi beder om og i den form, vi beder om dem. Vi behandler først din ansøgning, når vi har modtaget alt, hvad vi beder om. Ud over at sørge for dokumentationen skal du også huske at udfylde et ansøgningsskema og sende det til os både elektronisk og med almindelig post.

Sådan sender du dokumentationen

Du skal sende

  1. farvekopier af god kvalitet enten med almindelig post eller som vedhæftede filer til e-mail. Hele dokumentet skal være afbilledet, skarpt og læseligt
  2. eventuelle oversættelser af dokumentationen.

Hvis du ønsker det, må du gerne sende original dokumentation. Vi sender de originale dokumenter tilbage til dig med anbefalet post, når vi har behandlet din ansøgning.

Datasikkerhed

Hvis du vælger at sende dokumentation med mail, skal du være opmærksom på datasikkerhed. Undlad fx at sende personfølsomme oplysninger, som du ikke ønsker andre får adgang til, som fx kopi af pas. Send i stedet disse kopier med almindelig post.

Oversættelse

Hvis din dokumentation ikke er på dansk, svensk, norsk eller engelsk, skal du også sende en oversættelse af dokumentationen til et af de nævnte sprog. Du kan vente med at sende oversættelsen, indtil vi har behandlet din ansøgning, og vurderet, hvilke dokumenter, der skal oversættes. Det kan dog betyde en længere sagsbehandlingstid.

Oversættelsen kan sendes i kopi og skal være foretaget af en af følgende:

  • Den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumentationen.
  • En translatør. Translatørens navn og stempel skal fremgå tydeligt af oversættelsen. Hvis stemplet ikke er på dansk, svensk, norsk eller engelsk, skal dette også oversættes af translatøren.
  • Det oversatte dokument skal sendes sammen med dokumentet på originalsproget, så det er tydeligt, hvilket dokument, der er oversat.

Krav til kopier

Vi stiller følgende krav til dokumentation i kopi:  

  • Kopierne skal være identiske med det originale dokument
  • Kopierne skal være i farver og af god kvalitet
  • Kopierne må kun bestå af A4-formater
  • Kopierne skal være løse - dvs. uden clips, charteks, mapper og lignende.

Vær opmærksom på, at vi i tilfælde af tvivl kan bede om, at du eftersender original dokumentation.