Ældre dansk uddannelse - artikel 23.1-erklæring

Del sidens indhold med andre

Kort fortalt

Hvis du har en dansk uddannelse af ældre dato og søger autorisation i et andet EU-/EØS-land, kan autorisationsmyndighederne i det andet EU-/EØS-land kræve, at du indhenter en artikel 23.1-erklæring, der handler om “erhvervede rettigheder”. Det betyder, at selvom din uddannelse er af ældre dato, og derfor ikke automatisk godkendes af andre EU/EØS-lande, så kan du alligevel søge om automatisk anerkendelse, hvis du kontinuerligt har arbejdet indenfor din profession 3 ud af de seneste 5 år.

Sådan søger du om en artikel 23.1-erklæring:

Send en ansøgning pr. mail til autorisation@stps.dk. Din mail skal indeholde oplysning om:

  • dit navn
  • din fødselsdato
  • din profession
  • dit autorisations-ID-nummer

Vedhæft mailen eller brevet fra den myndighed i det EU-/EØS-land, som har stillet krav om erklæringen. Vi sender erklæringen direkte til den udenlandske myndighed. 

Dokumentation for din erhvervserfaring

Du skal bede din arbejdsplads indsende et originalt brev, hvor afdelingens uddannelsesansvarlige læge/leder/overlæge bekræfter/underskriver overfor os, hvad du har været ansat som, f.eks. ”jordemoder” på fuld tid på arbejdspladsen. Angiv af arbejdspladsens navn, afdelingens navn, ansættelsens start- og slutdato.

Send dette brev til os med Digital Post eller med almindelig post til

Styrelsen for Patientsikkerhed
Autorisation, Analyse & EU sygesikring,
Islands Brygge 67,
2300 København S

Sagsbehandlingstid

Når vi har behandlet din ansøgning, skriver vi til dig via  Digital Post. Vi behandler ansøgninger i den rækkefølge, vi modtager dem.

Sagsbehandlingstiden kan være op til 5 uger.