Generelt informeret samtykke til mindre behandlinger af varigt inhabile patienter

Del sidens indhold med andre

Et generelt informeret samtykke kan indhentes forud for en række mindre behandlinger af varigt inhabile patienter og kan gælde op til et år ad gangen. Det kan give sundhedspersoner mulighed for at udføre en række bestemte mindre undersøgelser og behandlinger af varigt inhabile, så snart behovet opstår, uden at skulle indhente et stedfortrædende samtykke forud for hver behandling.

Supplement til reglerne om konkret informeret samtykke

Det generelt informerede samtykke supplerer de almindelige regler om konkret informeret samtykke og kan gives på vegne af patienter over 15 år, som er vurderet varigt inhabile af en læge.

Læs mere om de almindelige regler om konkret informeret samtykke

Læs spørgsmål og svar om generelt informeret samtykke

Generelt informeret samtykke forenkler udførelsen af mindre behandlinger

Behandling og undersøgelse af varigt inhabile patienter kan gives nemmere og hurtigere, hvis der ikke skal indhentes et konkret informeret samtykke fra patientens repræsentant forud for hver mindre behandling. Derfor er det muligt for nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig at afgive et generelt informeret samtykke til en række mindre behandlinger og undersøgelser, som patienter på fx plejecentre, på bosteder, i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen kan få behov for. Dermed får sundhedspersonerne bedre mulighed for at reagere med det samme på symptomer og på nyopstået eller tilbagevendende sygdom.

Et generelt informeret samtykke kan fx sikre, at sundhedspersoner kan undersøge en varigt inhabil patient, der viser symptomer på urinvejsinfektion og give behandling, uden at patientens pårørende behøver at blive kontaktet først. Det vil spare tid for personalet, og behandlingen kan samtidig gives uden unødig forsinkelse. 

Repræsentanter for varigt inhabile patienter har ikke i alle situationer krav på at kunne give et generelt informeret samtykke. En sundhedsperson vil kunne afvise at tage imod et generelt informeret samtykke, hvis sundhedspersonen vurderer, at det ikke vil være forsvarligt for den enkelte patient, eller hvis der ikke kan opnås enighed om omfanget af informationen, der gives undervejs i perioden, hvor det generelt informerede samtykke gælder.  

Hvornår er man varigt inhabil?

Nogle patienter kan ikke selv give samtykke til behandling og undersøgelse. Hvis en patient varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, er patienten varigt inhabil. Det er dermed patienter med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om det er medfødt eller erhvervet. Det kan fx være udviklingshæmmede, patienter med demenssygdom eller hjerneskade. 

At være varigt inhabil er ikke det samme som at være umyndiggjort eller at være under værgemål. Det er en lægefaglig vurdering, om en patient er varigt inhabil. Andre sundhedspersoner kan dog i konkrete situationer vurdere, om en varigt inhabil patient er i stand til i den pågældende situation at forholde sig til og give samtykke til en mindre undersøgelse eller behandling. 

Hvor og hvordan kan et generelt informeret samtykke anvendes i sundhedsvæsenet?

Et generelt informeret samtykke kan gives til undersøgelser og behandlinger på fx plejehjem, botilbud, i hjemmesygepleje eller hos egen læge. Ofte vil et generelt informeret samtykke blive indhentet af personale på fx plejehjem eller af patientens egen læge, som dels selv kan udføre undersøgelser og behandlinger, dels kan delegere opgaver til plejepersonale, som så kan udføre relevante undersøgelser og behandlinger under ansvar af lægen. 

Den sundhedsperson, der indhenter et generelt informeret samtykke, skal oplyse den patientrepræsentant, der giver samtykket, om effekt af og risiko for komplikationer og bivirkninger ved de behandlinger, der gives generelt informeret samtykke til.

Der kan ikke gives generelt informeret samtykket til behandlinger på sygehus eller indledende undersøgelser hos speciallæge. 

Hvilke behandlinger er omfattet?

Et generelt informeret samtykke kan omfatte en række konkrete undersøgelser og behandlinger. De er opdelt i to kategorier:

  • En såkaldt grundpakke (liste a) der bl.a. omfatter undersøgelse af urin, simpel sårpleje og almindelig lægelig undersøgelse. Hvis der indhentes et generelt informeret samtykke til grundpakken, er alle undersøgelser og behandlinger i pakken omfattet.
  • En tilvalgsliste (liste b) med mindre behandlinger, der kan gives generelt informeret samtykke til enkeltvis, hvis de er relevante for den enkelte patient. Listen omfatter fx almindeligt tandeftersyn, behandling af huller i tænderne, fodterapi og behandling af tilbagevendende forstoppelse.

Se hele grundpakken og tilvalgslisten nederst på denne side.

Det er muligt kun at vælge mindre behandlinger på liste b, uden også at vælge grundpakken i liste a. Både grundpakken og tilvalgslisten omfatter hyppigt forekommende, mindre undersøgelser og behandlinger, hvor alvorlige bivirkninger eller komplikationer kun optræder meget sjældent.

En varigt inhabil patient kan sige fra, med ord eller handling, hvis han eller hun ikke vil undersøges eller behandles, også selvom der er indhentet et generelt informeret samtykke til den pågældende behandling. Hvis en patient modsætter sig, kan videre behandling eventuelt ske i henhold til reglerne i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Du kan læse mere om reglerne her: Tvang ved somatisk behandling

Samtykket kan højst gælde et år

Et generelt informeret samtykke kan gælde i op til 12 måneder. Derefter skal repræsentanten for den varigt inhabile tage stilling til, om der skal gives et nyt generelt informeret samtykke. Et generelt informeret samtykke kan til hver en tid trækkes tilbage.

Krav om skriftligt samtykke

Et generelt informeret samtykke skal være skriftligt, så der ikke er tvivl om omfanget. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at det generelt informerede samtykke indhentes mundtligt og journalføres.

Akut behandling kan gives uden informeret samtykke

Det er altid muligt at give øjeblikkelig behandling af en varigt inhabil patient uden indhentelse af et konkret eller generelt informeret samtykke, hvis det er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Journalføring 

Det skal fremgå af journalen, hvis der er givet et generelt informeret samtykke til mindre behandlinger af en varigt inhabil patient. Den lægelige vurdering af, at patienten er varigt inhabil, skal også fremgå af journalen. 

Hvilke behandlinger det generelt informerede samtykke omfatter, hvad der eventuelt nærmere er aftalt, samt hvornår samtykket er indhentet og udløber, skal fremgå af journalen. Man kan fx indscanne den skriftlige samtykkeerklæring. 

Den mundtlige og evt. skriftlige information, der er givet til den varigt inhabile patient og repræsentanten, skal i nødvendigt omfang fremgå af journalen. 

Tilbagekaldelse af samtykke

Hvis et generelt informeret samtykke til mindre behandlinger tilbagekaldes, skal det dokumenteres i journalen. Hvis samtykket delvist tilbagekaldes, skal det fremgå hvilke mindre behandlinger, der fortsat er generelt informeret samtykke til.

Udført behandling

Når en behandling iværksættes på baggrund af et generelt informeret samtykke, skal der i nødvendigt omfang henvises til det i patientjournalen. Patientjournalen skal indeholde oplysning om eventuel inddragelse af patienten i en konkret behandlingssituation og i hvilket omfang.

Liste a – "grundpakken"

For følgende mindre behandlinger kan der indhentes et generelt informeret samtykke:

  1. Måling af temperatur, puls, blodtryk og iltmætning (pulsoximeter)
  2. Undersøgelse af urin med urinstix
  3. Kompressionsbehandling, herunder behandlerstrømper
  4. Tryksårsforebyggelse
  5. Kontinenspleje
  6. Måling af hæmoglobin, CRP eller blodsukker på baggrund af fingerprik
  7. Undersøgelse for simple sår og sårpleje ved ukomplicerede sårforløb, herunder skiftning af forbindinger på simple sår
  8. Vejning
  9. Almindelig fysisk lægelig undersøgelse, som fx hjerte- og lungestetoskopi, med undtagelse af gynækologisk undersøgelse

Liste b – "tilvalg"

For følgende mindre behandlinger, kan der indhentes et generelt informeret samtykke, i det omfang det vurderes at være relevant for den pågældende patient:

  1. Anlæggelse og afvanding med kompressionsbind ved ødemer på kendt baggrund
  2. Behandling med håndkøbslægemidler for kendt, tilbagevendende forstoppelsesproblematik
  3. Hals- og næsepodning
  4. Næseskylning
  5. Undersøgelse og behandling for kendt smerteproblematik med præparater, som kan købes i håndkøb
  6. Behandling for hos patienten kendt simpel allergi som fx høfeber
  7. Undersøgelse for og behandling af hyppigt forekommende ukomplicerede infektioner i urinveje, øjne og hud samt i øvre og nedre luftveje
  8. Fysioterapi ved kendt behov hos patienten
  9. Ergoterapi ved kendt behov hos patienten
  10. Fodterapi ved kendt behov hos patienten
  11. Almindeligt tandeftersyn i form af undersøgelse af tænder, kæber og mund, herunder afpudsning samt evt. kontrolrøntgenundersøgelse af tænder, mund og kæbe
  12. Opfølgende behandling hos patient med kendt tandproblematik, herunder almindelig sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende behandling, fluoridbehandling og anden medikamentel behandling af bakterielle infektioner eller svampeinfektioner, instruktion i og udførelse af mundhygiejne, røntgenundersøgelse, tandrensning, tilpasning eller nødvendig korrektion af proteser, herunder anvendelse af nødvendig lokalbedøvelse
  13. Behandling af huller i tænderne, herunder nødvendig lokalbedøvelse
  14. Simpel tandudtrækning, herunder nødvendig lokalbedøvelse
  15. Behandling af syn ved optiker