Journalføring

Del sidens indhold med andre

Af hensyn til patientsikkerheden er det nødvendigt, at der bliver ført en journal, når sundhedspersoner behandler patienter.

Lovreglerne om autoriserede sundhedspersoners journalføringspligt er i autorisationsloven kapitel 6, §§ 21 – 25.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i en bekendtgørelse fastsat regler om, at alle autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournal. Læs mere i journalføringsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen omfatter alle autoriserede sundhedspersoner, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient. Bekendtgørelsen omfatter dog ikke autoriserede psykologer, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har supplerende udarbejdet en vejledning om sygeplejefaglige optegnelser, som også omfatter ikke-autoriseret sygeplejefagligt personale, og en vejledning om tandlægers journalføring.

Læs mere i vejledningen om tandlægers journalføring

Læs mere i vejledningen om sygeplejefaglige optegnelser

Desuden har vi også udarbejdet svar på de hyppigst stillede spørgsmål om journalføring samt en præcisering af reglerne for fysioterapeuters journalføring.

Liste over biologiske lægemidler, hvor der er særlige krav til journalføringen

Patientjournalen skal altid indeholde oplysninger om et ordineret biologisk lægemiddels navn og batchnummer, når lægemidlet fremgår af en liste, der udarbejdes og ajourføres af Lægemiddelstyrelsen. Listen omfatter kun visse biologiske lægemidler.

Pligten til at journalføre visse biologiske lægemidler, med navn og batchnummer, sker som led i et øget fokus på overvågning af bivirkninger ved disse lægemidler. På linket til listen, kan du også læse mere om reglerne for bivirkningsindberetning i forhold til disse lægemidler.

Til orientering kan desuden henvises til handlingsplanen om bedre overvågning af biologiske lægemidler.

Journalføring af behandling med biologiske lægemidler skal i øvrigt helt generelt fortsat ske i det omfang, som det må anses relevant og nødvendigt af hensyn til behandling af den enkelte patient.