×

Læring

Opdateret 21. juli 2016

Sundhedsvæsenets rapporteringsystem for utilsigtede hændelser (DPSD) er forankret i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed varetager den centrale administration af rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet. Det er Styrelsen for Patientsikkerheds Læringsenhed, der på nationalt niveau modtager og gennemgår de rapporterede hændelser og formidler viden herfra tilbage til sundhedsvæsenet.

Styrelsen for Patientsikkerhed bidrager til, at styrelsens samlede viden fra rapporteringer om utilsigtede hændelser og fra klage- og erstatningssager benyttes forebyggende og f.eks. omsættes til ændringer i behandlingsforløb, bedre instrukser til sundhedspersonalet osv. til gavn for fremtidige patienter.

Som led heri udgiver Styrelsen for Patientsikkerhed nyhedsbreve og praksissammenfatninger på udvalgte områder, skriver artikler til fagtidsskrifter og offentliggør klage- og erstatningsafgørelser i anonymiseret form.

Læringsenheden koordinerer udmeldingerne fra styrelsens enheder og bidrager til øget læring gennem tværgående analyser af materiale fra de øvrige centre og enheder.

Læringsenheden udgiver en årsberetning som indeholder en opgørelse over Styrelsen for Patientsikkerheds læringsaktiviteter, herunder publikationer, partnerskaber, undervisningsaktiviteter og tal fra DPSD. Fra 2011 har enheden også udgivet en årlig rapport med bidrag fra sundhedsvæsenet, som indeholder oplysninger om kommuners-, regioners- og private sygehuses lokale patientsikkerhedsarbejde.

Styrelsen for Patientsikkerhed udgiver en årsberetning for de samlede aktiviteter i styrelsen.