×

International Sygesikring

Opdateret 8. juli 2016

Information om det blå EU-sygesikringskort og om særlige rettigheder for danske udenlands pensionister

Det blå EU-sygesikringskort

Det blå EU-sygesikringskort er dokumentation for, at en borger, der er sygesikret i at andet EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, efter EU-regler har ret til offentlig behandling under midlertidigt ophold i Danmark på lige fod med danske gruppe-1 sikrede.

Et dansk blåt EU-sygesikringskort anvendes også af danske pensionister bosiddende i udlandet.

Den sikrede kan henvende sig til enhver praktiserende læge, tandlæge, fysioterapeut m.v. som er omfattet af en overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Udgifterne til behandling af EU-borgere afregnes direkte overfor regionen på samme måde, som for gruppe-1 sikrede patienter, der bor i Danmark. Patienten skal vise sit blå EU-sygesikringskort, som dokumentation for ret til gratis behandling. Ved behandling hos en alment praktiserende læge se i øvrigt §55 i Landsoverenskomst om almen lægegerning af 1. marts 2014.

Der gælder særlige regler for nordiske borgere, der betyder, at det blå EU-sygesikringskort ikke nødvendigvis skal medbringens ved rejser mellem de nordiske lande. Nordiske borgere skal alene kunne dokumentere bopæl i et af de nordiske lande. Nordiske borgere vil under ophold i Danmark have ret til behandling på samme betingelser og vilkår som ved brug af det blå kort.

Dækning ved det blå EU-sygesikringskort

Det blå EU-sygesikringskort giver adgang til behandling såvel ved akut sygdom som såkaldt behovsbestemt sygehjælp dvs. ydelser, der anses for medicinsk nødvendige under et midlertidigt ophold i Danmark. Behovet vurderes i forhold til den konkrete behandling og længden af det forventede ophold. Hensigten er, at det ikke skal være nødvendigt at rejse hjem før planlagt for at modtage en nødvendig behandling.

Det blå EU-sygesikringskort dækker derfor også nødvendig behandling af kroniske eller allerede konstaterede sygdomme som eksempelvis en kontrolundersøgelse, fjernelse af en gips e.l. samt sundhedsydelser i forbindelse med graviditet og fødsel.

Det beror på en konkret lægelig vurdering om en behandling er nødvendig under opholdet i Danmark og i så fald hvilken behandling.

I tilfælde af nødvendig specialiseret behandling som eksempelvis dialyse eller kræftbehandling, der kun kan modtages på bestemte hospitalsafdelinger, skal patienten have en forudgående aftale med det pågældende behandlingssted.

Det blå EU-sygesikringskort dækker ikke planlagt behandling, hvor formålet med opholdet alene er at modtage den pågældende behandling.

Særlige rettigheder for danske pensionister bosat i udlandet

Opmærksomheden henledes på, at danske pensionister, der bor i et andet EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein, udover ovennævnte rettigheder med det blå EU-sygesikringskort, tillige har en udvidet ret til offentlige sundhedsydelser i Danmark efter dansk lovgivning.

Under ophold i Danmark har disse pensionister ret til alle ydelser efter sundhedsloven på samme vilkår som danske gruppe-1 sikrede, undtaget som udgangspunkt planlagt sygehusbehandling.

Denne ret dokumenteres også ved at vise et dansk blåt EU-sygesikringskort. Der udstedes ikke særlige sundhedskort til disse dansk sikrede pensionister.

Hvorvidt pensionisten (udover medicinsk nødvendig sygehusbehandling) har ret til planlagt sygehusbehandling vederlagsfrit under et ophold i Danmark afhænger af lovgivningen i pensionistens bopælsland.

Læs mere herom på siden pensionist i udlandet.