×

Tilsyn med markedsføring af sundhedsydelser

Opdateret 1. januar 2017

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med, at reglerne i lov og bekendtgørelse om markedsføring af sundhedsydelser overholdes. Markedsføring af sundhedsydelser skal bl.a. være saglig, og der må ikke ved markedsføringen anvendes urigtige, vildledende eller mangelfulde angivelser. Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.

Loven og bekendtgørelsen omfatter markedsføring af sundhedsydelser, som udføres af eller på vegne af autoriserede sundhedspersoner eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet. Ved sundhedsydelser forstås den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører, og som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre.

Markedsføring

Ved markedsføring af sundhedsydelser forstås alle foranstaltninger foretaget i erhvervsøjemed, hvormed der udbydes eller tilbydes sundhedsydelser. Der kan både være tale om privat og offentlig virksomhed, hvormed der udbydes/tilbydes sundhedsydelser. Det er ikke en betingelse, at sundhedsydelsen tilbydes mod betaling. Markedsføring af et tilbud om en gratis sundhedsydelse er således også omfattet af loven og bekendtgørelsen.

Markedsføring kan bestå i, at man skriftligt, mundtligt, billedligt eller på anden måde udbyder eller tilbyder sundhedsydelser. Det kan fx foregå gennem annoncer i aviser og blade, gennem radioen eller via internettet. Der er forbud mod at markedsføre sundhedsydelser i fjernsyn, på film, video eller lignende. Der må ikke benyttes film eller andre former for levende billeder ved markedsføring af sundhedsydelser på internettet – bortset fra på sundhedsydelsesudbyderens egen hjemmeside.

Hvis man er i tvivl om fortolkning af reglerne om markedsføring af sundhedsydelser, kan man få vejledning hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Der kan i øvrigt henvises til Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning om markedsføring af sundhedsydelser.

Tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed kan på eget initiativ eller på baggrund af klager fra andre optage sager til behandling. Styrelsen for Patientsikkerhed er ikke forpligtet til at behandle alle sager, som forelægges. Styrelsen for Patientsikkerhed skal ved vurdering af, om en sag skal optages til behandling navnlig lægge vægt på hensynet til forbrugerne, jf. lovens § 4, stk. 3.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen, jf. lovens § 4, stk. 4. Styrelsen for Patientsikkerhed kan kræve, at markedsføring, som er i strid med lovens § 2, stk. 1-3, 5 og 6, og § 3, stk. 2 og 3, bringes til ophør eller berigtiges, jf. lovens § 4, stk. 5. Styrelsen for Patientsikkerhed kan også kræve, at den ansvarlige for ulovlig markedsføring offentliggør en afgørelse truffet efter lovens § 4, stk. 5, eller en berigtigelse af markedsføringen, og styrelsen kan bestemme offentliggørelsens form og indhold, herunder hvor den skal finde sted, jf. lovens § 4, stk. 6.

Loven og bekendtgørelsen indeholder regler om bødestraf for undladelse af at efterkomme et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og for overtrædelse af regler om markedsføring af sundhedsydelser. Styrelsen for Patientsikkerhed kan rette henvendelse til politiet med henblik på tiltalerejsning og bødestraf.