×

Når du får besøg af tilsynet

Opdateret 9. februar 2017

Styrelsen for Patientsikkerhed fører to forskellige former for tilsyn med behandlingssteder: planlagte og reaktive. De planlagte udføres som led i det risikobaserede tilsyn og bliver varslet fire uger, før de skal finde sted. I varslingsbrevet bliver det beskrevet, hvad tilsynet vil se på, og hvem der skal være til stede. Et reaktivt tilsyn kan udføres med eller uden varsel.

Planlagte tilsyn

Styrelsen vil hvert år føre tilsyn på baggrund af en vurdering af, hvor de største risici for patienterne kan være. Der vælges årligt temaer for de planlagte tilsyn, og behandlingssteder udvælges til tilsyn ud fra en risikovurdering eller ved stikprøve.

Reaktive tilsyn

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed får direkte kendskab til omstændigheder, der udgør en fare eller begrundet mulig fare for patientsikkerheden, skal styrelsen reagere ved at undersøge forholdene og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre patienterne. Reaktive tilsyn kan fx gennemføres på baggrund af en bekymringshenvendelse, en klagesag, en pressesag eller lignende. Reaktive tilsyn kan både omfatte enkeltpersoner, der udfører sundhedsfaglig behandling, og behandlingssteder. Som led i et reaktivt tilsyn kan det besluttes at gennemføre tilsynsbesøg med kort eller intet varsel.