×

Psykiatriske ankesager

Opdateret 8. august 2016

Det Psykiatriske Ankenævn er ankeinstans for afgørelser, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om blandt andet tvangsbehandling og anvendelse af fysisk magt.

Tvangsindgreb

Hvis du har været udsat for tvangsindgreb* under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, kan du klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn i din region. Du finder kontaktinfo via linket i boksen til Statsforvaltningen, som er sekretariat for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

* Et tvangsindgreb er et indgreb, som du ikke har givet samtykke til.

Hvad kan jeg klage over?

Hvis du efterfølgende er utilfreds med den afgørelse, du har fået fra Det Psykiatriske Patientklagenævn, kan du vælge at klage afgørelsen til din afdeling af Det Psykiatriske Ankenævn.

Det psykiatriske Ankenævn afgør din klage, når du klager over en afgørelse fra et psykiatrisk patientklagenævn om:

  • Tvangsbehandling
  • Fysisk magtanvendelse
  • Indgivelse af beroligende middel med magt
  • Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
  • Personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer
  • Aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.

I Det Psykiatriske Ankenævn tager vi stilling til, om psykiatrilovens betingelserne for at udøve tvang var til stede på det tidspunkt, hvor tvangsindgrebet blev foretaget.

Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det betyder, at det er Styrelsen for Patientsikkerhed jurister og sagkyndige, der forbereder sagerne til nævnet. Du kan læse mere om Det Psykiatriske Ankenævn på denne side.

Klagefrist

Hvis du vil klage til Det Psykiatriske Ankenævn, skal vi have din klage senest tre måneder efter, at du har fået afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Sådan klager du

Du kan udfylde nedenstående skema via NemID, eller du kan skrive din klage i skemaet (word/pdf), udskrive skemaet og underskrive din klage i hånden. Klagen skal sendes til Styrelsen for Patientsikkerheds postadresse som du finder i boksen kontakt.

Du kan læse mere om NemID og bestille NemID-adgang hos NemID.

Klage med NemID

Alle, der har NemID, kan skrive og sende en klage elektronisk. Løsningen har flere fordele. Dels slipper du for at sende klageskemaet med posten, og dels får du mulighed for at gemme en pdf-kopi af din klage, når du sender via NemID.

Du kan klage via NemID, hvis du:

  • er patient og vil klage over en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
  • er forælder og på vegne af dit barn ønsker at klage over en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
  • klager på vegne af et nu afdødt familiemedlems afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn

NemID fungerer som underskrift på klagen. En fuldmagtshaver kan derfor ikke logge ind med sit NemID for at skrive klagen for en patient. Vi skal nemlig have patientens underskrift på, at fuldmagten af afgivet.

Skema: Klage til Det Psykiatriske Ankenævn (NemID)

Klage uden NemID

Hvis du ikke har NemID, kan du udfylde din klage i skemaet (word/pdf), udskrive det og derefter underskrive klageskemaet. Klageskemaet skal sendes til Styrelsen for Patientsikkerheds postadresse som du finder i boksen kontakt.

Skema: Klage til Det Psykiatriske Ankenævn (pdf)

Skema: Klage til Det Psykiatriske Ankenævn (word)

Andre typer af klagesager

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om andre tvangsindgreb, for eksempel tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse eller tvangsfiksering, skal du henvende dig til din afdeling af Det Psykiatriske Patientklagenævn, der har truffet afgørelsen. Det Psykiatriske Patientklagenævn vil sørge for, at domstolene tager stilling til tvangsindgrebets lovlighed.

Hvis du er i tvivl

Du kan få vejledning om dine klagemuligheder og hjælp til at skrive din klage, hvis du henvender dig til din patientrådgiver/bistandsværge. Du kan også få vejledning og hjælp hos Det Psykiatriske Patientklagenævn i regionen, hos en patientvejleder på dit regionale patientkontor eller i Styrelsen for Patientsikkerhed. Til højre på denne side kan du finde link til de syv afdelinger af Det Psykiatriske Patientklagenævn og de regionale patientkontorer.

Du kan også altid sende din klage til Styrelsen for Patientsikkerheds postadresse som du finder i boksen kontakt, eller til dit regionale patientkontor, hvis du er i tvivl om, hvem der skal behandle din klage. Styrelsen for Patientsikkerhed eller patientkontoret vil så sørge for, at din klage bliver sendt til den rette modtager.